Vi skal blive gamle her

FLYT TIL AARUP  –  Det optimale valg…

Artikel bragt i FyensStiftstidende, den 29.8.2016 af  Amalie Charlotte Hermansen

Louise Nautrup Larsen og Morten Boisen Hansen flyttede til Aarup i starten af sommeren

Huset i Aarup er så stort, at man nemt kan tro, at det huser en familie af den større slags. Men det gør det ikke. Endnu.
Husets beboere er nemlig Louise Nautrup Larsen på 34, der arbejder som fysioterapeut på OUH, hendes kæreste Morten Boisen Hansen, der arbejder som it-mand i Odense, på 32 og deres lille kattekilling på femten uger.
Parret flyttede til Aarup i starten af sommeren efter at have boet i Odense i ti år.
louise-og-morten– Vi kiggede først på byggegrunde omkring Odense og Bellinge, men vi fandt hurtigt ud af, at det er et helt andet prisleje end herude. Så da vi begyndte at kigge væk fra Odense, så kiggede vi efter et sted at bo i stationsbyerne. Vi koncentrerede os mest om Tommerup og Aarup, og så kom det her hus. Man får bare mere mursten for pengene her, siger Louise Nautrup Larsen og fortsætter:
– Vi er begge to vokset op i en mindre by, så det var også noget vi gik efter i forhold til at skulle stifte familie. Så derfor betød det også meget, at Aarup har en god skole og børnehaven. Og så bor dagplejemoren lige inde ved siden af, siger hun.
– Det var også vigtigt for os, at det ikke var en lille flække, hvor der ikke var noget byliv. Det har Aarup, og det trak op. Det eneste byen måske kunne bruge er en byfest, så man har muligheden for at møde alle dem, der bor i byen, siger Morten Boisen Hansen.

Ildsjæle holder byen i gang
Det unge par er ikke i tvivl om, at deres fremtid ligger i Aarup.
– Vi har ikke købt det her hus, som et midlertidigt sted at bo. Vi skal stifte familie her, og vi skal blive gamle her. Vi ser Aarup som en by, der består. Det tror vi på, siger Louise Nautrup Larsen.
– Vi tænker, byen har en så stor størrelse, at den bliver ved med at være her og være i gang, siger Morten Boisen Hansen.
Det er dog ikke kun byen i sig selv, der gør, at parret mener, at Aarup vil udvikle sig og bestå.
Det er også alle ildsjælene i lokalområdet, der gør, at Louise og Morten mener, at Aarup er en by, der ikke lige som sådan kommer til at gå i stå.
– Det, at der er en flok mennesker, der starter den her bosætningskampagne op vidner om, at det er en by, der vil noget, og som gerne vil forny sig, siger Louise Nautrup Larsen.
Morten Boisen Nielsen bakker hende op.
– Det er rigtig dejligt, at der er nogle folk, der gør noget for at undgå den der landsbydød, som vi hele tiden hører så meget om, siger han.

Anbefaler Aarup til venner
Louise og Morten er ikke i tvivl om, om de vil anbefale Aarup til deres venner, som også kigger efter et nyt sted at bo.
– Det har vi allerede gjort, siger Morten Boisen Hansen.
– Men det er selvfølgelig et temperamentsspørgsmål. Vil man gerne bo i en mindre by, der har alt, men som stadig er tæt på Odense, så er Aarup byen, siger han.

Småbyerne kæmper mod hinanden
Ekspert Hans Thor Andersen mener, at bosætningskampagner godt kan betale sig, hvis byen har det rigtige at byde på.  Tendensen er klar. Småbyerne i alle landet kommuner vil have flere beboere.
Derfor har de fleste af de mindre byer sat gang i bosætningskampagner, nøjagtig ligesom Aarup også har gjort det.
Det fortæller eksperten Hans Thor Andersen, der er forskningschef ved Aalborg Universitet og Statens Byggeforskningsinstitut.
– Bosætningskampagner har været flittigt brugt de sidste par år efter der var kommunalvalg. Alle kommunerne fik nye strategier, og de strategier gik blandt andet ud på, at der skulle gang i bosætningen overalt.
– Alle kommunerne slås om at tiltrække, fordi der også er økonomiske gulerødder på spil i den sammenhæng, siger Hans Thor Andersen.

Gode vilkår i Aarup
Selvom de mindre byer kæmper om at få folk til at bosætte sig, så mener Hans Thor Andersen, at der er gode vilkår at hente i Aarup.
Det er blandt andet byens transportmuligheder, udvalget af daginstitutioner og handelsmuligheder, der trækker Aarup op.
– Når det basale er i orden, sådan at man kan klare en hverdag, så er man kommet langt.
– At man overhovedet har den cocktail, er en forudsætning for, at man kan skille sig ud fra de andre lignende byer, siger forskningschefen fra Aalborg Universitet og Statens Byggeforskningsinstitut.

Kampagner betaler sig
Selvom mange af de mindre byer benytter sig af bosætningskampagner, så kan det stadig godt betale sig for at gøre opmærksom på byen og kvaliteterne i den.
– Det giver mening i den forstand, at byerne gør opmærksom på, at de overhovedet findes. Hvis man ikke har en tilknytning til Aarup eller området omkring, så er det ikke sikkert, at man af sig selv kommer til at tænke på byen, når man skal finde et sted at bo med sin familie.
– Derfor er det godt, at de gør opmærksom på dem selv og fremhæver de kvaliteter, byen har at byde på, siger Hans Thor Andersen.
Men kampen er ikke til at komme uden om, for den eksisterer.
– De små byer ligger stadig og slås om de samme mennesker, der kommer udefra og søger bolig, men også om hinandens indbyggere.
– Hvis den ene by finder på noget nyt og bedre, så må den anden by jo følge trop, så de ikke er bagud og taber beboere til den anden by. Så en bosætningskampagne er en god idé, for frygten for, hvad der sker, hvis man ikke gør noget, den eksisterer også, siger Hans Thor Andersen.

Danmarks bedste hverdags – by

Aarup Lokalråd sætter snart gang i en bosætningskampagne, der skal få folk til at flytte til Aarup. Det fortæller formand Kjeld Alsholm mere om her

Hvad går kampagnen ud på?
– Det stammer fra, da kommunen ønskede, at der skulle ske mere bosætning i kommunen som helhed. Den udlovede derfor tre gang 55.000 kroner, der kunne bruges til kampagner. Vi var så heldige, at vi fik de penge til en kampagne, så vi kan få opfyldt vores mål, som blandt andet lyder på, at der skal ske en årlig tilvækst på 2 procent frem til 2020. Vi går efter tre målgrupper; pendlere, seniorer og børnefamilier. Børnefamilierne er dog vores primære målgruppe. Arrangementet 3. september bliver starten på vores kampagne, hvor der vil være ”lang lørdag” i Aarup kl. 9-16, hvor der vil være forskellige stande, tilbud og andet. Men når det er sket, så skal vi jo kontinuerligt de næste to til tre år holde gang i kampagnen med andre tiltag, og de tiltag er stadig på tegnebrættet.

Hvorfor har I valgt at lave en bosætningskampagne?
– Inden kommunen meldte ud omkring kampagnepengene, har det fra starten været vigtigt for lokalrådet at få en større bosætning. Ved at vi får flere borgere, har vi også en chance for at holde gang i og udvikle vores handelsliv. Vi satser hårdt på, at der kommer flere til byen, så vi kan modstå den konkurrence, der er fra de større byer og centre. Vi har haft en god befolkningstilvækst de sidste ti år, og den linje skal vi køre videre på. De 55.000 kroner rækker ikke alene, så vi er nødt til at skulle ud til erhvervslivet og bede om at få nogle tilskud. Indtil videre har opbakningen virket god fra de lokale erhvervsdrivende.

Hvad forventer I af den?
– Ja, vi er jo meget spændte på, hvad der kommer ud af den. Men det er jo klart, at når man sætter sig en målsætning, så render man også stærkt efter den, og forsøger at få den opfyldt. Vi ved godt, at det kommer til at kræve en del arbejde, men det er vi indstillet på. Der er mange ting, som lokalrådet skal tage sig af for at højne byen, men vi skal snakke med kommunen om det, for at få det til at fungere. Vi vil for eksempel gerne have endnu flere byggegrunde, så vi som minimum hele tiden har 50 til salg. Det er jo en forudsætning, at vi hele tiden har noget at tilbyde, så vi har noget til de mennesker, der gerne vil bo her. Så vi har nogle områder, som vi arbejder på at få udstykket. Det er vi i dialog med kommunen om.

Hvorfor er det vigtigt, at byer som Aarup laver sådan en kampagne?
– Der er ingenting, der kommer af sig selv, bortset fra lommeuld. Hvis der ikke er noget frivillighed, så er jeg bange for, at det går i stå. Man er nødt til at have nogle, der er klar på at udvikle.

Hvordan ser fremtiden ud?
– Jeg er optimist, og jeg tror virkelig på, at Aarup vil udvikle sig og komme på landkortet.

Hvad er den største udfordring for Aarup?
– Vi har jo det hele; store virksomheder, skole, børnehave, indkøbsmuligheder og infrastruktur. Men det er klart, at det er en udfordring, at de store byer tiltrækker med deres centre. Hvis handelslivet i Aarup bliver mindre, så er der også en mindre interesse i at flytte hertil. Så vi skal bibeholde de gode ting, vi har i Aarup. For, som nogle siger, så er Aarup Danmarks bedste hverdags – by, hvor alt, du skal bruge, er her.

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.