Der var ikke kaffe til alle 82 deltagere ved sidste uges informations- og debatmøde om Byvækstplan Aarup – for ikke alle havde forhåndstilmeldt sig arrangementet i Aarup Fritidscenter. Det gav nu ingen mislyde, og hvad Aarup Lokalråd lægger vægt på, var, at modtagelsen af planen var overvældende positiv.
– Mange tak for opbakningen, som var noget ud over det sædvanlige, siger lokalrådsformand Peter Poulsen.
For lokalrådet er byvækstplanen den foreløbige kulmination på to års arbejde med at få overbevist byrådspolitikere og administration om, at Aarup som by har et betydeligt vækstpotentiale, og at Aarup i løbet af et højest to år vil være løbet tør for byggegrunde.
Byvækstplan Aarup er en plan for Aarups udvikling mod syd. Planen rækker langt ind i fremtiden – måske 15, måske 20 eller 30. Planen opererer med forskellige boformer og mange grønne områder, som tilgodeser unge familier, midaldrende og seniorers behov og ønsker.
Grønt bælte Selv om planen rykker Aarup mod syd, er der ikke tale om at Aarup og Skydebjerg skal smelte sammen.
– Der vil blive et grønt bælte mellem Aarup Syd og Skydebjerg, sådan at Skydebjerg kan bevare sit landsbypræg. Jeg noterede mig, at Steen Kjær anerkendte dette element i planen, siger Peter Poulsen om Steen Kjær, der foruden at bo og virke i Skydebjerg er formand for Landsforeningen Landsbyerne i Danmark.
Øget trafik Peter Poulsen bemærkede også, at flere af de tilstedeværende spurgte ind til, om den øgede trafikmængde som følge af de kommende tilflyttere, var tænkt ind i planen.
Trafikforholdene for ikke mindst de blødetrafikanter er indtænkt i den overordnede planlægning og skal indgå i de kommende lokalplaner, forsikrer Peter Poulsen, og det kan bl.a. være i form af trafikdæmpende foranstaltninger og adskillelse af den kørende og gående trafik, herunder etabling af fortove og stier.
Byggegrunde skal til stadighed være til salg i Aarup – Den nye byvækstplan er efter min opfattelse en rigtigt godt bud på, hvordan byen kan udvikle sig over de næste mange år, lyder vurderingen fra direktør i Totalbanken, Ivan Sløk.
– Det er helt afgørende for byen, at vi til stadighed har byggegrunde til salg, og derfor er det vigtigt at de først skridt tages i gennemførelsen af den fremlagte plan og her vil ”trekanten” ned mod Skydebjerg (til højre for rundkørslen) på vej ned mod Skydebjerg være et rigtigt godt bud.
Ivan Sløk opfordrer derfor byrådet til at opkøbe jord til udvikling og få igangsat udarbejdelsen af lokalplan, så snart det er muligt.
Sæt tryk på, ellers mister Aarup momentum – Fuldt udbygget vil Byvækstplan Aarup betyde, at befolkningen øges med 40 procent. Så der er tale om en fremtidssikring af handelslivet, ja af byen, siger Peter Brogaard, der er formand for Aarup Handelsstandsforening.
Lige så begejstret han er for planen, lige så bekymret er han over manglen på byggegrunde i Aarup.
– Vi risikerer at miste momentum. Så det første spadestik burde tages om en uge, lyder det fra Peter Brogaard.
Han ved godt, at der ikke kan handles så hurtigt, men politikerne bør trykke på, sådan at der hurtigst muligt vil være byggegrunde at få. Peter Brogaard peger på Skovhusene og Trekanten, som de oplagte steder at gå i gang.
– Aarup er den by, der vækster mest. Det vil være synd at miste det. Se blot, hvordan det er gået nogle af vore omkringliggende byer, siger Peter Brogaard.
Søren Steen Andersen: Vi skal skynde os Borgmester Søren Steen Andersen (V) har noteret, at der kun er ganske få byggegrunde tilbage i Aarup, og siger derfor:
– Vi skal skynde os.
Kommunens rolle vil ifølge borgmesteren være at tilvejebringe plangrundlaget. Det betyder i første omgang, at få vedtaget byvækstplanen, som lige nu er til høring.
Bagefter følger beslutning om, hvilke områder der skal have prioritet.
Søren Steen Andersen forestiller sig et mix af private og kommunale initiativer, når det gælder udstykning og henviser til Ringe, hvor de private aktører dominerer.
Når det gælder byvækstplanen er Søren Steen Andersen fuld af lovord.
– Det er meget opløftende, at der kommer 80 mennesker til et arrangement, hvor 42 har tilmeldt sig. Det er også glædeligt, at alle deltagerne forholdt sig konstruktivt til planen, og så synes jeg lokalrådet har gjort en fantastisk indsats. Det er rart med borgere, der vil deres by, siger Søren Steen Andersen.
Selve planen er god, mener borgmesteren. fordi den indtænker både geografi og topografi og giver mulighed for et varieret byggeri.
Kun fem byggegrunde tilbage i Aarup På papiret er der ni byggegrunde tilbage på Eventyrbakken og tre tilbage på Solbakken.
Nogle af grundene på Eventyrbakken er på særdeles stejle grunde, som er meget dyre at bygge på. Derfor er det ikke realistisk at få disse grunde solgt inden for en overskuelig tid, mener lokalrådsformand Peter Poulsen.
– Folk er interesseret i forholdsvis flade grunde, hvor man hurtigt kan gå i gang med at opføres en villa. Hvis vi tager højde for dette ønske og at der er reservationer på tre af grundene i de to områder, er der reelt kun fem byggegrunde tilbage i Aarup.
Derfor opfordrer Peter Poulsen politikerne i Aarup til at sætte turbo på processen med at få udstykket nye byggegrunde i Aarup.
To områder er oplagte at begynde med.
Skovhusene for enden af Solbakken og ”Trekanten” på hjørnearealet mellem Ørsbjergvej og Møllebakken/Assensvej.
Skovhusene ligger på et kommunalt ejet areal, hvor der er lavet kommunalplan. Her handler det om, at finde bygherrer, der kan se muligheder i dette område. Trekanten er ikke så langt fremme. Her bør, lyder opfordringen fra Peter Poulsen, kommunen købe jord og få lokalplans- og byggemodningsarbejdet i gang.
– Det kan kun gå for langsomt, lyder meldingen fra Peter Poulsen.
Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.