Kommunaldirektøren besøger Aarup

Den nye kommunaldirektør Finn Johansen sammen med Hans Walmar og Henrich Svendsen fra Aarup.dk

Den nye kommunaldirektør Finn Johansen sammen med Hans Walmar og Henrich Svendsen fra Aarup.dk

Assens Kommune har fået ny kommunaldirektør pr. 1. marts og for nogle dage siden var han på besøg i Aarup for at få en fornemmelse for byen og området. Henrich Svendsen viste ham rundt i Aarup og de endte på Hotel Aarup Kro, hvor Aarup.dk holdt træffetid. Aarup.dk benyttede lejligheden til at tage en snak med den nye kommunaldirektør, om hans syn på fremtidens 5560 Aarup og om Assens kommune generelt.

Den nye kommunaldirektør hedder Finn Johansen og han arbejder selvfølgelig også for 5560 Aarup. Han var tidligere vicekommunaldirektør i Fåborg Midtfyn Kommune, hvor han var ansat i ca. 18 år i alt.

Egnens potentiale
Han mener, at kommunen og i særdeleshed Aarup har et stort erhvervspotentiale. Men det “skal tales op”, og det mener vi i høj grad, at vi forsøger på Aarup.dk.
Nærheden til Odense skal prioriteres, og uddannelsesbyen Glamsbjerg skal udnyttes bedst muligt til gavn for alle postnumre i kommunen.
Aarups potentiale er gode bosætningsmuligheder, gode erhvervsforudsætninger og stærke lokalsamfund. Og denne by må kunne hente mere vækst fra Odense pga. de gode trafiklinjer og pga. de langt billigere byggegrunde. Aarup må kunne blive en fremtidens by med 20 minutter til både Odense og “trekantområdet” ved Lillebælt.
Naturen inden for postnummeret 5560 må absolut kunne udnyttes, og hele kysten og åerne i kommunen har et særdeles godt havørredpotentiale, mener kommunaldirektøren, der selv er ivrig lystfisker.

H.W.

Har du en nyhed eller en begivenhed du ønsker at dele med 5560, kan du kontakte os på eller indtaste den på nyhed

 

Bogmærk Permalink.