Parkvandringer ved Erholm

Herregårdenes Dag
I forbindelse med ”Herregårdenes Dag” søndag den 15./8. havde godsejer Jan Cederfeld to store grupper med på vandring i parken, men den slags vandringer og fortællinger kan også foretages med andre interesserede grupper efter nærmere aftale.

Formålet var dels at præsentere parkens herlighedsværdier og dels at fortælle om dele af herregårdens historie – og om driften i nutiden.

Areal og ejendomme
Erholm og Søndergaarde dækker et areal på i alt ca. 1050 ha, der ligger i et bakket landskab. De mest bakkede arealer er bedst til skov, mens de lidt fladere arealer går bedre an til landbrug.

Erholm AS ejes af de tre brødre Anders, Jan og Michael Cederfeld, og godset rummer også ca. 30 udlejningsboliger, mens arealerne ud over skovdrift og landbrug samtidig bruges til juletræsproduktion. Desuden er der plads til jagtselskaber og råstofindvinding.

Fødevaremarkedet har nu eksisteret i 3 år, og der er åbent hver lørdag kl. 10-13.

Stor iværksætter
I Erholms historie var bl.a. Hans Cederfeld en meget markant iværksætter, og det var i hans ejertid (1733-1768), at Søndergaarde blev købt til, så stedet blev et stamhus. Han tænkte stort på mange områder, og det var også i hans epoke, at hollænderierne, dvs. herregårdsmejerierne, opstod allerede i 1730’erne. Smørret herfra var jo traditionelt bedre end ”bondesmør”.

Indtil ca. 1850 lå den daværende hovedbygning ved den nuværende gartnerbolig ved landevejen, men i perioden 1850-1854 opstod det nuværende Erholm Slot.

Parken
I parken går vandringerne, der også giver passende og moderat motion, forbi den gamle humlehave, kanalerne med broer, mange særligt sjældne træer, slottet med flere slags vinduer osv.

Stil bare spørgsmål
Ved vandringen, som typisk varer godt en time, kommer Jan Cederfeld ind på mange emner, og man kan som nævnt også bare spørge, idet alle gode fortællinger kun bliver bedre, når der kommer uddybende spørgsmål.

Der bliver undervejs fortalt om meget andet end det, som er nævnt ovenfor, men interesserede gæster kan fx spørge om eller få svar på flg. spørgsmål, der her er nævnt i tilfældig rækkefølge:

Hvilke afgrøder dyrkes der i dag på Erholm? Hvorfor bør danske landmænd producere flere proteiner i stedet for at importere fra Sydamerika? Hvornår gik Erholm over til økologi? Hvorfor ligger avlsbygningerne og smedjen nu i nogen afstand fra hovedbygningen? Hvilken betydning havde gartneriet tidligere? Hvordan blev arvefølgen, da Hans Simonsen døde ugift i 1768? Hvordan er kanalerne opstået, og hvorfor ruster de hvide broer ikke? Hvad betød skovloven fra ca. 1800? Hvilke slags træer er der i parken? Hvorfor er der forskellige vinduer i hovedbygningen, og hvem var arkitekt Herholt? Hvordan er hovedbygningens fundament, og hvilken slags mursten er der anvendt? Hvor boede tidligere tiders tjenestefolk, og hvornår fik Erholm Slot centralvarme? Hvem var skovrider Bang? Hvem var Karen Borchenfeldt? Hvornår og hvorfor opstod Dorthebjerg Mølle? Hvilke typer af vildt er der på arealerne, og hvornår forsvandt kronvildtet fra Fyn? Hvilken funktion havde de lavere længer nær hovedbygningen tidligere? Hvordan klares opvarmningen i dag? Hvorfor ligger hovedbygningens terrasse ved østgavlen? Hvilken størrelse havde landbruget v. Erholm for 500 år siden?

Interesserede grupper kan henvende sig til Jan Cederfeld –

Læs mere på www.erholm.dk

H.W./Aarup.dk

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.