Nyt fra frøbjerg Festspil 2. del

Nye ideer til bestyrelsen
frobjerg_FestspilDer var tydeligvis en meget stor begejstring at spore under generalforsamlingen den 19./3., og mange medlemmer lancerede ideer til det videre arbejde. Aarup.dk nævner blot nogle af dem:
Skal vi ikke også have en musikfestival?
Kan vi få noget mere sang, drama og dans? Især store piger vil gerne være med, lød begrundelsen.
Lad os få de gammeldags medlemskort tilbage!
Kan vi få flere danseaktiviteter i Frøbjerg Samlingshus?
Vi skal kontakte de tidligere medlemmer, der ikke har computer, så de kan blive medlemmer igen!

Valg til bestyrelsen
Morten Rasmussen ønskede ikke genvalg, og i hans sted blev Knud Møller foreslået. Han er til daglig inspektør på ungdomsskolen i Middelfart. Så bestyrelsen for det kommende år ser således ud:
Elisabeth Spangsbøg, Rikke Lassen, Knud Møller, Lars Kr. Pedersen og Jens Kjær Jensen.

Formanden, Elisabeth Spangsbøg, der får årets Willimoes-pris overrakt af Rikke Lassen. Foto: H.W.

Formanden, Elisabeth Spangsbøg, der får årets Willimoes-pris overrakt af Rikke Lassen. Foto: H.W.

Willemoes-prisen
Hvert år uddeles der en pris for en helt særlig indsats præget af godt samarbejde, flid, entusiasme og handlekraft. Og den gik til forsamlingens udelte begejstring i år til formanden Elisabeth Spangsbøg. Under hendes ferie i udlandet havde de andre 4 i bestyrelsen ” rottet sig sammen, lavet et kup” og peget på den populære formand, så det måtte hun “bare finde sig i”.
En formand skal jo heller ikke bestemme alt, hvor er folkeligheden ellers henne?

Årets Frøbjerg Festspil-menu
Når folk til august vandrer op ad den historiske Frøbjerg Bavnehøj, er det en god ide at komme i ordentlig tid og få noget at spise ved samme lejlighed, for “uden mad og drikke duer tilskueren ikke”.
De mange tusinde tilskuere kan i år glæde sig til en forret med honningmarineret kyllingefilet på en bund af rucola-salat, ananas og tomat pyntet med skårede hvidvinsmarinerede oliven og syltede peberfrugter. Og hovedretten kommer til at bestå af barbecue-marineret pulled pork med hjemmelavet coleslaw og bagte kartofler (petites) og desuden barbecue-sauce og syltede agurker.
Drikkevarer efter eget valg.

Lars Kr. Pedersen, der er i bestyrelsen. (foto H.W.)

Lars Kr. Pedersen, der er i bestyrelsen. (foto H.W.)

Bestyrelsesmedlem Lars Kr. Pedersen om arbejdet
Lars Kristian har været i bestyrelsen de sidste 3 år. Og han var også aktiv for godt 30 år siden, idet han dengang var revisor. Det glæder ham, at man altid møder festlige og glade mennesker, og Frøbjerg Festspil er det største kulturelle arrangement i Assens Kommune og måske det største friluftsspil i Danmark, mener Lars Kristian, der til sommer ser skuespil nr. 30. Han været der hver gang uanset vejret. Og alt dette markedsfører i høj grad landsbyen Frøbjerg, Aarup-området og hele Assens Kommune.
Det er sammenhold og folkelighed, når det er bedst. Alle er lige ude på Frøbjerg og kan vise deres værd uden hensyn til, hvem de er, og hvad de er. Kun det faktiske arbejde tæller derude i den friske bjergluft, slutter Lars Kristian.

Og www.aarup.dk kan tilføje om Frøbjerg Festspil:
Hvad kan der ikke ske, når man slipper de ægte folkelige kræfter løs?
Tag bare derud, spis med og kig med.

H.W

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.