Nye kræfter til Aarup Lokalråd

Af Henning Frandsen

Aarup

Dennis Asserbo, Bo Nielsen og Jason Hill nyvalgtes til Aarup Lokalråd på årsmødet holdt 31. marts.

Den nuværende formand Morten Henneberg, der havde sæde i lokalrådet, som udpeget af skolebestyrelsen ved Aarupskolen, fik ændret status som valgt på årsmødet.

De øvrige valgte medlemmer er Ivan Sløk, Morten Ejby, Kristian Vasegaard Pedersen, Lars F. Knudsen og Kurt Nielsen.

Årsmødet besluttede i øvrigt at antallet af årsmødevalgte bestyrelsesmedlemmer fremover skal bestå af fra 7 til 10 – og ikke kun syv.

Desuden kan Aarup Handelsstandsforening, Håndværkerforeningen, Aarup Boldklub, Kulturhuset Industrien, skolebestyrelsen, Aarup Fritidscenter og Aktive Ældre hver udpege et bestyrelsesmedlem.

Aktuelt har handelsstandsforeningen udpeget Henrik Wichmann, Håndværkerforeningen Claus Andersen og Aarup Boldklub Peter Poulsen.

Et navn, som ellers har været næsten synonym med Lokalrådet, mangler, nemlig Kjeld Alsholm, men han ønskede ikke genvalg. Morten Henneberg og forsamlingen takkede Kjeld Alsholm for en stor og mangeårig indsats, herunder for ”Flyt til Aarup-kampagnen.

Af den efterfølgende debat fremgår det, at Lokalrådet i den kommende tid vil gøre en indsats for at få opsat flere ladestandere.

Morten Ejby gav en kort orientering om den kommende medborgerdag fredag 2. og lørdag 3. september. Noget som Folkebladet senere vil skrive udførligt om.

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.