Kom nærmere drømmen om at spille teater

Hvis du brænder for drama og teater, så står Teaterskolen Frøbjerg Festspil for nye hold i Tommerup St., Aarup og i Middelfart med opstart sidst i august. Alle tre steder står erfarne undervisere klar til at give børn og unge et indblik i teatrets spændende verden gennem udviklende øvelser.

Xina Møller fra Aarup har deltaget i undervisning på Teaterskolen Frøbjerg Festspil i den forgangne sæson. – Det har betydet meget for hende, fortæller hendes mor, Brigitte Møller.
– Min datter er virkelig sprunget ud som en blomst efter undervisningen, og det kunne måske godt være hendes hylde i livet i fremtiden at lave teater. Nu drømmer hun om at være med i forestillinger hos Frøbjerg Festspil eller stå på scenen på Odense Teater.

Alle kan være med
Mandag den 31. august starter Teaterskolen Frøbjerg Festspil igen drama- og teaterundervisning for børn og unge mellem ca. 7 og 18 år i hhv. Tommerup St., Aarup og Middelfart.

– Vi er en teaterskole, der har til huse i Frøbjerg, men efterårets dramaundervisning foregår i henholdsvis Tommerup St. Aarup og Middelfart. Alle er velkommen uanset erfaring. Det vigtigste er, at man har lyst til kaste sig ud i alle skuespillets facetter. Vi glæder os til at byde rigtig mange børn og unge velkommen i Teaterskolen, siger Karina Christensen fra styregruppen i Teaterskole Frøbjerg Festspil.

Mor manglede teaterundervisning i Middelfart
I Middelfart underviser Reidun Christensen på Østre skole.

– Min datter ville på et tidspunkt gerne gå til ballet, men så skulle hun helt til Odense. I Fredericia er der gode tilbud med drama-undervisning, men for at gå der, ja, så skal man bo i kommunen. Det er det gode ved Teaterskolen Frøbjerg Festspil. Her kan alle være med. Jeg synes, der manglede et tilbud til de yngste i Middelfart, siger Reidun Christensen, der selv har været med i mange amatørforestillinger, blandt andet ”Baronessen fra Benzintanken” på Frøbjerg, og hun har arbejdet som lærer i over 10 år.

Underviser kendt fra TV
Clemens William Fischer underviser på Aarupskolen i Aarup. Han har blandt andet spillet med i Nyborg Voldspil, og han er uddannet på en dramaskole i Berlin.

I Tommerup St.i Tommerup Fyrtårn underviser Genie Argiris, der blandt andet er kendt fra tv-serien ”Fred til Lands” på DR, hvor hun spiller veninde til hovedrollen Mia.

Til foråret rykker alle deltagerne i teaterskolen til Frøbjerg, hvor de skal arbejde med at sætte en stor forestilling op sammen. Som deltager i teaterskolen får man også mulighed for at deltage i en workshop med koncentreret undervisning i en hel weekend. Sidste år var omkring 40 børn og unge fra Teaterskolen Frøbjerg Festspil samt gæster samlet for at deltage i en musicalworkshop med dans, drama og sang i Frøbjerg Samlings- og Kulturhus. I år er der workshop den 14. og 15. november.

Se videoer hvor underviserne præsentere sig selv på facebooksiden:
https://www.facebook.com/pg/TeaterskolenFrobjergFestspil/posts/

Læs mere om Teaterskolen på https://froebjergfestspil.mento.club/teaterskolen/

Du kan tilmelde dig et af de 6 hold i de tre byer på https://froebjergfestspil.mento.club/teams/

 

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.