Kai Glad og Dorthe Lysemose i Galleriet i april måned

På grund af Skærtorsdag, bemærk:
fernisering tirsdag d. 4. april kl. 17 – 18.

Kai Glad har tegnet og malet, siden han var barn, og har arbejdet både med akryl og olie, men for et par år siden begyndte han for alvor at male akvareller. Kai blev fascineret af den lethed og elegance, som kendetegner akvarelmaleriet. Det udtrykker meget præcist, hvad han har på hjertet.

Hans motiver er typisk landskaber, portrætter og fugle. De er en hyldest til den smukke natur og dens skabninger, som vi er omgivet af. Overalt hvor han færdes – på skovstier, langs stranden, og i det åbne landskab – ser han motiver. Kai fotograferer og laver små skitser på stedet, men selve maleriet foregår hjemme i hans atelier.

Det er en stor fornøjelse for ham at male. Han bliver opslugt af selve maleprocessen, er fuldstændig fokuseret i arbejdet og glemmer rum og tid.

Digteren Kahil Gibran siger: ”Work is love made visible” – Arbejde er kærlighed synliggjort.

Dorthe Lysemose henter ofte inspirationen i filosofiske, humoristiske og kærlige talemåder. Disse bliver til titler, der danner en figur i hendes tanker. Figuren formes i voks og støbes i bronze. Herefter forestår et større arbejde med savning, slibning og polering. Figurerne er unika, da formen ødelægges i processen og aldrig kan genbruges. En støbeteknik der kaldes cire perdue = ”tabt” voks.

Udstillingen kan ses indtil mandag d. 1. maj. Kulturhuset Industrien, Bredgade 73 – 75, 5560 Aarup. Gratis adgang. Alle er velkomne.

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.