Grunde i Aarup – synspunkter i dec. 2020

De 5 byrådsmedlemmer, der er valgt i 5560 Aarup, redegør her for situationen omkring byggegrunde ved Aarup og Grønnemose ud fra spørgsmål stillet af mediet Aarup.dk:

Leif Rasmussen (S)
Hans parti arbejder klart for, at Aarup får flere byggegrunde, og der er afsat midler til det, siger han. Men private kan også udmærket stå for udstykningerne og den konkrete udformning.

I den indre by er der ifølge Leif ikke mange muligheder, men han er åben for dem, der trods alt dukker op. Og der kan i hvert fald bruges flere almene boliger og lign., mener Leif, også klart ud over de kommende boliger lige over for Industrien.

Med hensyn til erhvervsjord så kigger byrådet på nye muligheder både i Aarup og langs motorvejen, men der det er en udfordring med det bakkede terræn.

Og i Grønnemose bør ”Skoletrekanten” (lige nord for Gribsvad-rundkørslen) klart laves om fra mulig industri og til boligbyggeri, og samtidig håber Leif, at det nye transportcenter v. Gribsvad kan få afledte effekter på erhvervsbyggeriet. Han ønsker også på en bedre markedsføring af erhvervsjord, det kan altid gøres lidt bedre, slutter han.

Dan Gørtz og Lars Kr. Pedersen (V)
De to politikere fra Venstre henviser til den lokalplan mellem Ørsbjergvej og Assensvej, der sikrer 29 parcelgrunde og 40 boliger i klassen tæt/lav. Måske skal antallet af parcelgrunde være lidt større, da der er ret få grunde tilbage ved Eventyrbakken. Og det må gerne gå hurtigt, senest i 2022, siger de.

Med hensyn til mere byggeri i den indre by så må der gerne komme 100-200 flere mindre boliger i de kommende 10 år, gerne andelsboliger, som er ret efterspurgte.

Angående erhvervsjord så bør der sættes fokus på muligheder langs motorvejen, og når man kigger på bestående jordlodder, så kan markedsføringen godt blive bedre, selvom der allerede nu er mægler og skiltning på opgaven, mener Dan og Lars Kristian.

Nikolaj Leed Henriksen (V)
Nikolaj mener, at byrådet allerede gør, hvad der er muligt, men han er selv utålmodig og håber på en snarlig igangsætning af byggeri på ”Aarup Syd”, for der er reelt ikke flere grunde tilbage i byen, så det haster.

Samtidig ser han også gerne flere boliger i selve byen, for det giver mere liv og bedre handel, og Bredgade må gerne omsætningsmæssigt kunne matche butiksgaden i Assens by.

Han synes i øvrigt godt om den tanke, at private bygherrer træder aktivt frem for at skabe boliger, for den investering synes ret sikker, men antallet af almennyttige boliger bør ikke nødvendigvis øges lige nu, ifølge ham.

Med hensyn til erhvervsjord så vil han afvente den kommende plan for området.

Poul Poulsen (R)
Ifølge Poul så haster det med at skaffe byggegrunde i både Aarup og Grønnemose. I Aarup forhandles der om ny byggejord, og Grønnemose bør følge med, især ved at ændre planen for ”Skoletrekanten”, så der bliver boliger og ikke industri.

Aarup er ifølge ham blevet geografisk stor, så ”byfortætning” er nødvendig, og det kan ske ved at bygge i højden og ved at udnytte tidl. erhvervsarealer, fx i Fredensgade og Østergade og/eller bag den gamle hal, det er i hvert fald muligheder.

Efterspørgslen efter de nyligt opførte boliger i Aarup må klart få flere investorer på banen, og Grønnemose bør ifølge Poul også foreløbigt have 6-8 almennyttige boliger.

Med hensyn til erhvervsjord så er efterspørgslen størst ved motorvejen, men kun hvis der er synlighed. Han har derfor sendt nye ideer, der giver øget synlighed, til forvaltningen med henblik på den kommende kommuneplan.

Med hensyn til mulig bedre markedsføring så er den resterende jord på Industrivej i privat eje, men der bør ifølge Poul gøres noget mere for at gøre opmærksom på jorden bag Taarupgaard – i Aarups nordøstlige hjørne.

xxxxxx

Mediet Aarup.dk takker de 5 folkevalgte for sædvanlig saglig og god orientering til læserne.

H.W./Aarup.dk

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.