Det sker i 5560 Aarup – februar/marts 2022

Galleriet

I marts udstiller Galleriet med skulpturer og malerier.  Ulrike Rasmussen, som kommer fra Augustenborg, arbejder med ler, gips, bronze, fiberbeton og stål til sine skulpturer. Annie Benjaminsen og Ingeborg Bendixen er begge fra Aarup og finder inspirationtil deres malerier i naturen og maler med akryl, men er meget forskellige i deres udtryksform. Der er fernisering torsdag den 3. marts klokken 17-18 i Galleriet på Kulturhuset Industrien, Bredgade 73 Aarup. Alle er velkomne. Udstillingen kan ses til og med fredag den 1. april i bibliotekets Det åbningstid.

Aarup Bio

Frem til onsdag den 2. marts er det den danske film ”Tag min hånd”, som spilles i Aarup Bio.  Filmen handler om den pludselige skilsmisse og alt det kaos, der ofte følger med, når man skal finde sit nye liv. Læs mere om filmen og spilletider på biografforeningens hjemmeside..

Søndag den 27. februar kl. 19.30 viser Aarup Bio filmen ”Gøgereden”. McMurphy får overbevist sine vogtere i fængslet om, at han er sindssyg, han bliver overført til et sindssygehospital, hvor livet er mere stille og meget mere deprimerende. Læs mere om filmen på biografforeningens hjemmeside..

Fra torsdag den 3. til onsdag den 9. marts er det filmen ” Vildmænd”, som fylder lærred i Aarup Bio. Martin lever i de norske fjelde mutters alene og vil leve i ét med naturen. Bevæbnet med bue og pil samt en pelsdragt af dimensioner forsøger Martin at befinde sig så langt fra civilisationen som muligt. Men da hashsmugleren Musa dukker op, bliver han og Musa jagtet af politi, forbrydere og Martins kone. Læs mere om filmen og spilletider på biografens hjemmeside.

Derefter fra torsdag den 10. til tirsdag den 15. marts viser Aarup Bio filmen ”Døden på Nilen”. Poirot er i Egypten for at nyde en ferie, og han inviteres med på en luksuriøs tur på Nilen. Ombord på skibet møder han nu en række både gamle og nye bekendtskaber, der alle pludselig står som værende mistænkte, da et mord finder sted. Poirot må optrevle endnu en drabssag. Læs mere om filmen og spilletider på biografens hjemmeside.

Fra torsdag den 17. til onsdag den 23. marts er det filmen ”Rose”, som Aarup Bio har på programmet. hvor Inger, søsteren Ellen og svogeren Vagn skal med bus til Paris. Ingen ved dog, at Inger er skizofren, og det kommer som lidt af et chok, da hun annoncerer det. Filmen har Sofie Gråbøl i hovedrollen som den skizofrene Inger. Læs mere om filmen og spilletider på biografens hjemmeside.

Teater

Vestfyns teater inviterer til en Benny Andersen Mosaik på Industrien den 4. marts kl. 20.  Forestillingen ”I al slags vejr” bygger udelukkende på Benny Andersens ord i form af sange, digte og monologer. Forestillingen beskriver i Benny Andersens ånd den danske folkesjæl i medgang, modgang, kærlighed og krig. Det er Cafe Liva, der er producent af forestillingen. Læs mere om forestillingen og billetsalg på Vestfyns Teaters hjemmeside.

Koncerter

Lørdag den 5. marts kl. 20 spiller ”Oysterband” på Industrien. Oysterband er en moderne folk-baseret britisk gruppe, der spiller levende folk-rock, men ikke traditionel engelsk folkemusik i den forstand, men kærligheden til rødderne skinner dog stadig igennem. Læs mere om koncerten på Musik På Industriens hjemmeside.

Lørdag den 19. marts kl. 20 er det ”Bobo Moreno & K K Soulband”, som spiller på Industrien.  James Brown, Stevie Wonder, Prince og mange andre af soulmusikkens lysende stjerner er BOBO MORENO & KK SOULBAND’s inspirationskilder, og når de drevne og veloplagte Svendborg-musikere slår sig løs sammen med Bobo Moreno går musikalitet og livsglæde går op i en højere enhed. Bandet består af Bobo Moreno, vokal – Henning Kaa, guitar – Preben Kaa, trommer – Søren Møller, bas – samt Simon Duun, keyboads & orgel. Læs mere om koncerten på Musik På Industriens hjemmeside.

Foredrag

Industriens Foredragsforening inviterer til foredrag om The Beatles onsdag den 16. marts kl. 19.00.  Musikanmelder Ole Eeg fortæller historien om The Beatles, og det bliver en fortælling garneret med fotos, lys og videoklip. Foredraget foregår i biografsalen.

Onsdag den 2. marts kl. 13 er der tapaz og foredrag på hotel Aarup Kro. Titlen på foredraget er: Min farmor og de andre faldne kvinder. Læs mer om arrangementet her .

 

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.