Cristopher skal spille prins i “Askepot – The Musical”

Cristopher Schølhammer Rørmose har haft hovedrollerne hos Frøbjerg Festspil i både ”Saturday Night Fever” og ”Footloose”. Nu er han professionel og skal spille sammen med Stig Rossen i en helt ny version af ”Askepot – The Musical”
Jeg bliver simpelthen SÅ glad, når det lykkes for en ung at indfri og udleve sin livsdrøm”, udtaler Knud Møller, der som formand for Frøbjerg Festspil og tidligere mangeårig leder af Middelfart Ungdomsskole, konstant er i kontakt med unge mennesker.

Det handler om at tro på, at det kan lade sig gøre, men også at det har en pris; det er jo praktisk talt blod, sved og tårer de her unge investerer, når de jagter drømmen om en plads på scenen. Jeg ser dem tilsidesætte rigtig meget ”ungdomsliv” i deres stræben efter at komme ind på enten skuespillerskolen, en danseuddannelse, konservatoriet eller musicalakademiet – der bruges ufattelig mange timer i øvelokalet og til forestillingsprøver”.

Vejen til en professionel karriere
En af dem det i den grad er lykkes for, er Cristopher Schøllhammer Rørmose. ”Jeg har kendt Cristopher, siden han gik på gymnasiet og spillede med i Middelfart Ungdomsskoles musicals. På Frøbjerg spillede han hovedrollerne i ”Saturday Night Fever” (2018) og i ”Footloose” (2019), hvorefter han kom på Musicalakademiet”.

Cristopher blev færdiguddannet i 2022, og har sidenhen blandet sig gevaldigt i det danske musikteater – senest var han en del af ”The Boyband Tour” sammen med bl.a. Silas Holst – en tribute til de store boybands gennem de seneste tre årtier, som tog både pressen og publikum med storm.

Musik af Seebach og Ankerstjerne
Og så er Cristopher netop blevet præsenteret som Prinsen i den spritnye musical ”Askepot – The Musical”, hvor Rasmus Seebach og Ankerstjerne har komponeret musikken og skrevet sangteksterne, mens Line Knutzon står for manuskriptet. Med denne store rolle, melder Cristopher sig for alvor ind i det bedste selskab i dansk musikteater. Castet til “Askepot – The Musical består bl.a. af Johanne Milland, Stig Rossen, Caroline Henderson, Pelle Emil Hebsgaard og Rasmus Brohave spiller.

Jeg var til pressemødet i København, hvor nyheden blev afsløret – og jeg tror faktisk, jeg strålede lige så meget som Cristopher”, siger Knud Møller, og fortsætter:” Det er jo fantastisk, og jeg er pavestolt på Christophers vegne – han fortjener det”.

Tilgang af unge talenter
Frøbjerg Festspil har ændret deres repertoire markant de seneste år, og har spillet musicals, der typisk har været båret af primært unge rollehavende – og netop i den forbindelse har festspillet også oplevet en massiv tilgang af virkelig dygtige unge fra hele landet.

En af vores vigtigste opgaver er, at vi tilbyder vores medvirkende professionelle rammer at arbejde i; hele vores instruktørteam er hentet i det professionelle teater-, musik- og dansemiljø, og det er med til at standarden er høj – man forlanger meget af de medvirkende, men omvendt får de også meget igen”, slutter Knud Møller.

Frøbjerg Festspil har netop startet prøver på sommerens forestilling ”Shrek”, og alle afdelinger er nu i fuld gang med forberedelserne til den store satsning.

Shrek” spiller på Frøbjerg Bavnehøj i perioden 10.-26. august 2023.

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.