For 70 år siden: Tog bombet ved Aarup station

Den 7. januar 1945 blev et tog bombet ved Aarup Station, 14 mistede livet og 31 blev såret.

Aarup Station fotograferet i 2015 fra Bredgade.

Aarup Station fotograferet i 2015 fra Bredgade.

Det ramte tog var et civilt tog med ca. 2000 passagerer fordelt på 20 togvogne, og det var en del forsinket. De allierede troede derfor, at toget var tysk. Der var ophold på Aarup station, og toget satte sig langsomt i gang igen. Men kort efter dukkede allierede jagerfly op og åbnede ild, mens folk forlod toget og løb ud over markerne. Som nævnt var der mange sårede og døde, og 20-30 ambulancer kørte folk til sygehusene i Assens, Middelfart og Odense. Men tuberkulosehospitalet i Aarup modtog også en del, deriblandt alle de døde.

Mange passagerer blev indkvarteret i nabolaget, man en hel del kom også videre med et andet tog. En skoleelev og lægesøn, Lars Gullestrup, reddede sig først ind under et sæde, men senere kunne han pga. kendskab til førstehjælp hjælpe med at forbinde andre passagerer.

En anden passager, den 13-årige Niels Holt, oplevede også mareridtet. Han flygtede også ud over markerne, men har var heldig – han blev ikke ramt – det gjorde mange andre flygtende få meter fra ham – en oplevelse, han aldrig har glemt.

Og for 150 år siden: Banen blev åbnet

Aarup Station i 2015, 70 år efter angrebet i 1945

Aarup Station i 2015, 70 år efter angrebet i 1945

2015 er i øvrigt et jubilæumsår for banen, der blev åbnet den 7. september 1865 efter et stort entreprenørarbejde, der havde basis i Gelsted. Her boede “jernbanebisserne” – de solide folk, der byggede jernbanen over Fyn. Og det var også i Gelsted, at man hentede grus og sten i de store grusgrave syd for byen, så man kunne opfylde de mange sumpe hen over Vestfyn for at få et stabilt jernbanefundament.
Da jernbanen blev forbedret med et dobbeltspor i 1909, blev der også hentet grus og sten syd for Gelsted. Derefter var der mulighed for mere end 4 daglige afgange over Fyn, og folk kunne pendle og f.eks. komme på realskolen i Aarup. Så Gelsteds “jernbanebisser” skabte mulighed for at højne uddannelsesniveauet i vores by og for mere mobilitet. Samtidig med Aarup opstod også vores naboby, begge pga. jernbanen og i Gelsted, fordi mange “blev hængende”.
Nr. Aaby fulgte også med efter 1865, hvor den havde 4 (fire) hustande, deriblandt stationsforstanderen, så hvad har banen ikke betydet for Vestfyn? Måske burde nutidens politikere læse lidt lokalhistorie.
Hvis man ved, hvor man kommer fra, kan bedre finde ud af, hvor man skal hen.

H.W.

Der kan læses mere om Aarup Station og angrebet på my1287.dk der også har gamle fotografier af stationen.

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.