Det sker i 5560 Aarup – November / december 2021

Open By Night på Industrien

Fredag den 26. november er der åbent hus på Industrien. Musikskolen giver walk-in-julekoncert kl. 17.00; kl. 18.00, er der afsløring af Jacob Herskinds Aarupbillede i bibliotekssalen; Aarup Bio sælger filmplakater og Lokalarkivet og Galleriet har åbent, så arkivets udstilling og  ”Gamle billeder fra Aarup by på storskærm” kan ses. Hertil kommer præsentation af det kommende koncertprogram, gløgg og julelege for både børn og voksne. Læs mere om arrangementet i Aarup-Kalenderen.

Black Friday og julestemning i Bredgade

Fredag den 26. november kl. 17-21 er der Open By Night og gågade i Bredgade i Aarup. Spejderne og julemanden har fakkeloptog ned til juletræet og Mek Pek giver sit Åh Abe Juleshow.

Jul på Erholm

Erholm Fødevaremarked holder Jul på Erholm hver weekend lørdag kl. 10-16 og søndag kl. 10-15 fra den 20. november til og med søndag 19. december. Ud over de faste stande vil der være forskellige andre stande. I weekenden den 27.-28. november vil Maria fra Forårsfornemmelser i Gelsted have juledekorationer til salg, og Dorthe Mortensen fra Søndersø har en stand med garn og strik. Det er også muligt at købe ting fra to lokale trædrejere.

I forbindelse med Erholm Fødevaremarked vil der søndag den 5. og søndag den 12. december blive informeret om planerne om økologiske forsøgshaver ved Erholm.

Kræmmermarked

Der afholdes kræmmermarked i Aaruphallen i weekenden den 27. og 28. november. Kræmmermarkedet har åbent kl. 10-15.

Højtlæsning for voksne

Tirsdag den 30. november kl. 13.30 inviterer Aarup Bibliotek igen til hygge og en god historie eller tre. Højtlæsningen varer ca. tre kvarter. Læs mere om arrangementet på bibliotekets hjemmeside.

Galleriet

Traditionen tro er årets sidste udstilling i Galleriet ”Stort i småt”, som kan ses i december, ja faktisk til og med 2. januar 2022. De fleste af udstillerne er kunstnere, som har haft en udstilling i Galleriet før, men i år vil der være enkelte deltagere med, som er helt nye; men udstillingens ide er den samme. Her vises kun små ting og ingen billeder er over 25×25 cm. Udstillingen kan ses i bibliotekets åbningstid. Fernisering 2. december klokken 17.

Læs mere om udstillingen på Galleriets hjemmeside.

Julemærkemarch

Søndag den 5. december er der Julemærkemarch – som sædvanlig også i Aarup. På grund af corona, er der ikke et fælles startstidspunkt, men man kan gå julemærkemarchen mellem kl. 8 og 14, og der kan købes billetter i Kulturhuset Industrien.

Aarup Bio

Fra torsdag den 25. november til onsdag den 1. december viser biografen filmen ”Skaknovelle”. Østrig besættes i 1938 af nazisterne og advokaten Bartok arresteres, da han har adgangskoderne til vigtige bankkonti indeholdende enorme formuer. En bog om skak bliver Bartoks vigtigste brik i forsøget på at holde på adgangskoderne. Læs mere om filmen og spilletider på biografens hjemmeside.

Herefter fra torsdag den 2. november til onsdag den 8. november, er det filmen ”Coda” der indtager lærredet i biografsalen. Som CODA – Child of Deaf Adults – er Ruby den eneste person i hendes døve familie, der kan høre. Da familiens indkomstkilde bliver truet, finder Ruby sig selv splittet mellem at forfølge hendes kærlighed til musikken og frygten for at efterlade sin familie. Læs mere m filmen og spilletider på biografens hjemmeside.

Og så er der julestemning i bio! I weekenden den 4.-5. december samt fra torsdag den 9. til søndag den 12. december viser Aarup Bio filmen ”Familien Jul og Nissehotellet 3”. Julefilmen Familien Jul & Nissehotellet er en ny film i rækken om drengen Hugo, der elsker nisser, og resten af hans familie. Læs mere om filmen og spilletider på biografens hjemmeside.

Koncerter

Lørdag den 27. november er der kl. 20 LAND-koncert på Industrien med Kristian Lilholt Band. Ved koncerten er det muligt at opleve Kristian Lilholts 13 LAND sange og film – og så måske lidt mere. Læs mere om koncerten på Musik På Industriens Hjemmeside.

God fornøjelse til alle i den kommende tid.

Annie Gaardsted Frandsen

 

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.