Tabte handsker og skulpturer

Hvad har den tabte handske og skulpturen med hinanden at gøre. En hel del, hvis handsken kommer i hænderne på Torben Jetsmark, som udstiller i Galleriet på Kulturhuset Industrien i Aarup sammen med Anni Rasmussen, der viser malerier. Der er fernisering den 7. oktober fra klokken 17-18 og alle interesserede er velkomne til at deltage.

Anni Rasmussen er uddannet dekoratør på et treårigt kursus fra Kolding Seminarium og har suppleret med kurser på Ærø Kunsthøjskole, hvor hendes lærere var Verner Brems, Inge Kjær og Ken Denning. Hendes udtryksform er naturalistisk og i malemåden går hun ned i detaljen med tynde penselstrøg. Inspirationen hentes på rejser og på ture i naturen, og motiverne er ofte fugle, som gengives med stor livagtighed.

Torben Jetsmark er en meget alsidig multikunstner med en forrygende fantasi. Hvem andre kunne finde på at forvandle noget af det kedeligste af alt, en tabt handske, fundet på et vintervådt fortov, til en farverig livlig figur, som man bliver i godt humør af at betragte. Inden Torben Jetsmark begyndte som billedkunstner, var han skuespiller i 25 år ved forskellige teatre. Instruktør, teaterleder og maskefremstiller kan også føjes til hans CV; dertil kommer konsulentbistand til forretningsfolk, når det gælder kropssprog på grund af sin erfaring indenfor mime, ballet og Commedia Dell´arte. Se mere på https://youtu.be/axjZtN_OhiA .

Kulturhuset Industrien har adressen Bredgade 73, Aarup, og udstillingen kan ses til og med fredag den 29. oktober i bibliotekets åbningstid.

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.