Seniorboliger
Aarup lokalråd havde i år inviteret en særlig foredragsholder, og det var antropolog Max Pedersen fra Institut for Design og Bygningskunst.
Han talte om den stigende interesse for seniorfællesskaber, der typisk er for folk over 55 år. Der er private boliger til de enkelte beboere, men derudover også som regel et større fællesrum. Det første fællesskab kom i øvrigt i Mjølnerparken i 1987. Der er nu over 100 fællesskaber ud over hele landet, og ofte er det klynge- og rækkehuse med et fælleshus i midten.
Ofte er der køkken med et lille bord ud mod fællesarealet, så man kan hilse på de andre, mens man læser sin avis. Ca. 65% er almene boliger, 30% er andelsboliger og 5% er private. Antallet varierer mellem 10 og 96 boliger – med 20 som gennemsnit, og arealet er for det meste 80 – 90 m2. Af og til er der fælles vaskeri, borde og bænke, desuden have med fx drivhus.
Af beboerne er 62% kvinder, mens kun få enlige mænd flytter ind. Generelt vil 87% ud af ensomheden, og 67% ønsker en mindre bolig. 50% skaber studiekredse, mens 97% er med i fællesspisning et antal gange om året. Trods de mange fælles aktiviteter skal man ikke være ”hinandens hjemmehjælper”.
Derimod hjælper man ofte hinanden med computere, hus/have eller lift med bil, fx til indkøb, og 98% føler større tryghed, mens 70% er med i venskabsgrupper. Og 100.000 danskere vil gerne i et fællesskab. Men man kan ikke bo der med egne hjemmeboende børn.
Nogle fællesskaber ligger rundt om en lukket, glasoverdækket atriumgård, der kunne ligne noget fra rivieraen – altså nærmest en overdækket torveplads med subtropisk klima.
Hvis lokale fra Aarup og omegn har interesse for ideen, kan man kontakte Kjeld Alsholm eller Lars Christensen fra lokalrådet.
H.W./Aarup.dk
Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.