Smart Parat Svar på Aarup Bibliotek

Nu skal Danmarks klogeste 6. klasse findes!

Et tilløbsstykke for de nuværende 6. klasser tager sin begyndelse i starten af december. Her skydes bibliotekernes videns- og læsequiz ”Smart Parat Svar” i gang. Quizzen er en ærefuld konkurrence, som hvert år kårer Danmarks klogeste 6. klasse efter en hård dyst over flere runder.

Eleverne fra kommunens 6. klasser når kun at åbne én låge i julekalenderen, inden den nervepirrende quizdyst indledes i den lokale runde på Aarup Bibliotek d. 1. december. Der kæmpes indædt om den eftertragtede titel: ”Danmarks klogeste 6. klasse”, når spørgsmål og svar om Danmarks historie, Marvel-superhelte, H.C. Andersen og Narnia-bøgerne fyger gennem lokalet. De efterfølgende regionale runder sættes i gang i januar og afsluttes med den store finale, som afholdes i februar 2022.

Bibliotekernes landsdækkende videns- og læsequiz ”Smart Parat Svar” udfordrer ikke kun børnenes viden, hukommelse og evne til at tænke hurtigt, men også deres evne til at samarbejde. I den lokale runde dyster 4 klasser med hver sit hold på fem elever, hvor kun én klasse vinder og dermed går videre til en regional runde. Her tørner de dygtigste klasser fra hele regionen sammen for at dyste om en plads i den store finale. Den 12. januar 2022 afholdes de regionale runder ni steder i landet.

Kampen om den endelige titel og en præmie på 10.000 kroner udspiller sig onsdag den 2. februar 2022 via livestream.

Baggrund
”Smart Parat Svar” er en national læse- og vidensquiz, der har eksisteret siden 2005. Konkurrencen har til hensigt at styrke elevernes lyst til at læse ved at sætte fokus på samarbejde og almen dannelse. Quizzen tager udgangspunkt i et bredt udsnit af skøn- og faglitteratur og hylder bogorme, læseheste og klogeÅger – og viser, at det er sejt at være klog!

”Smart Parat Svar” er oprindeligt udviklet af Gentofte Bibliotekerne, og drives i dag af Aalborg Bibliotekerne i tæt samarbejde med landets biblioteker. ”Smart Parat Svar” er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen.

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.