Ny formand hos Frøbjerg Festspil

Knud Møller er ny formand i hovedbestyrelsen for Frøbjerg Festspil, hvor han har siddet i 2 år som medlem. Han vil blandt andet arbejde for mere sammenhængskraft og en bedre økonomisk polstring af foreningen.

Det kom lidt bag på Knud Møller, at den nu tidligere formand, Elisabeth Spangsbøg, ønskede at stoppe.

– Når man så pludselig bliver bragt i spil, kører der en masse tanker rundt i hovedet. Blandt andet den, at livet jo ikke stopper, bare fordi man går på pension, siger han og fortæller, at han lyttede meget til sin mavefornemmelse på turene fra Middelfart til Frøbjerg. Den var god, og han mener, at han besidder nogle vigtige egenskaber, der kan komme ham til gode på formandsposten.

I al beskedenhed mener jeg, at jeg er god til at snakke med folk, at handle og få tingene til at glide, siger han.

Erfaring med musicals
Knud Møller har været ansat godt 40 år i Middelfart Kommune. De sidste næsten 30 år som ungdomsskoleinspektør. Han gik på pension sidste år i marts. Han har været med til at lave musicals i ungdomsskolen gennem 27 år, heraf 20 år sammen med bl.a. Line og Carsten Friis, instruktør på Frøbjerg Sommerspil.

Gennem de sidste år har Middelfart Ungdomsskole samarbejdet med Frøbjerg Festspil.

– Jeg har kun mødt gode og dygtige medarbejdere. Og hold da op, hvor har Frøbjerg mange gode rekvisitter, siger han.

Stærk forening
Knud Møller har været med i hovedbestyrelsen i godt 2 år, og han blev opfordret til at komme med i bestyrelsen.

– Jeg har mødt mange søde, flinke, energiske og positive mennesker, der bare vil Frøbjerg. Det er et stærkt udgangspunkt for en stærk forening, understreger han.

I det hele taget er han benovet over alt det frivillige arbejde, som bliver udført i foreningen.

– Det er stort, at så mange vil lave så meget for at glæde andre og for, at vores publikum kan få en så stor oplevelse som muligt, siger den nye formand.

Lære historie
Men på trods af de 2 år som menigt medlem af hovedbestyrelsen føler han sig ikke helt ”udlært”, når det handler om Frøbjerg Festspils historie.

– Jeg vil selvfølgelig stikke en finger i jorden og respektere, at rigtig mange har enorm erfaring og viden. De har været en stor del af historien om Frøbjerg Festspil. En historie som jeg først skal til at lære, siger han.

Den nye formand kan godt lide begrebet ”ordentlighed”, og i hovedbestyrelsen har man besluttet, at ”ordentlighed” skal gennemsyre arbejdet i bestyrelsen, ja hele foreningen.

– Det betyder ordentlighed over for de frivillige, samarbejdspartnere, hinanden, os selv og den kultur, ånd og stemning, som er på Frøbjerg, understreger han.

Vigtigste opgave nu
Frøbjerg Musicalskole arbejder på livet løs med at blive klar med High School Musical til premieren den 20. april. Så er der ”Sommer i Tyrol” til august.

– Der står gode styregrupper bag begge musicals. Så det bekymrer mig ikke, siger han.

Assens Kommune har også bedt Frøbjerg Festspil om at være med, når Den kongelige Ballet kommer på Baunehøjen den 4. juni.

– Vi er meget glade for, at kommunen har valgt os. Vi glæder os til at være med til at give publikum en god oplevelse, fortæller han.

Fremtidstanker
Frøbjerg Festspil er mange forskellige aktiviteter, og Knud Møller vil gøre sit til, at det hele spiller sammen.

– Det hedder vist lidt fint, at der skal fokuseres på ”sammenhængskraften” i foreningen.

I forhold til økonomien skal der flere midler til.

– Vi skal polstres, men vi skal også kunne realisere nogle af de mange ønsker om forbedringer rundt i foreningen.

Han vil også kigge en række forretningsgange internt i foreningen efter i sømmene.

– Vi skal effektivisere og forenkle, så vi ikke kvæler det frivillige arbejde, siger Knud Møller, formand, Frøbjerg Festspil.


FAKTA
Vidste du det om Knud Møller, ny formand for Frøbjerg Festspil?

– Jeg er meget fokuseret på iværksætteri, innovation og disruption. Det er vanvittigt spændende, at verden udvikler sig hurtigere og hurtigere. Som samfund skal vi være klar. Udviklingen sker bare – og det sker hurtigt.

– Jeg har for første gang i mit liv fået indrettet et værksted. Med fint og godt udstyr. Jeg er lidt spændt på, hvornår familien meddeler, at de har reoler nok.

– Og så har jeg genoptaget min gamle hobby med programmering.

– Musik er en stor del af mit liv. Jeg er til Bruce Springsteen. Jeg har stor respekt for en mand, som respekterer sit publikum og sine fans og hver eneste gang yder sit absolut bedste i lange koncerter. Det er vist blevet til godt 10 koncerter med Springsteen i ind- og udland. He’s the Boss.

Ellers er det de gode gamle, som er mine favoritter. Gnags, Malurt og Michael Falch, Leonard Cohen, Dire Straits, Beatles, Paul McCartney og Ulf Lundell.

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.