Madglad ildsjæl slår rekord

Casper Andersen indehaver af Hotel Aarup Kro har sammen med sit hold og de frivillige hos Frøbjerg Festspil sat endnu en vild rekord med mad til gæsterne, der vælger at spise før ”Grease”. Rekorden betyder, at Spisehuset ved foden af Højen er blevet udvidet, så alle de mange sultne besøgende kan få en plads.

Inden årets forestilling ”Grease” kom Casper Andersen med et forsigtig bud på, hvor mange menuer, der ville blive solgt i år. Det lød på 2600 menuer. Den 11. august var der solgt lidt over 3000 menuer. For at få plads er Spisehuset udvidet med ca. 100 ekstra pladser. Kapaciteten er nu på godt 300 spisende gæster.

– Jeg siger ikke flere tal, men mon ikke der kommer et par hundrede bestillinger mere. To nye telte er sat op i forlængelse af Spisehuset, og der er 320 spisende i morgen, og dem er der plads til. Det er gået helt godt. Men et er mad til alle dem, der skal se forestillingerne, vi står jo også for maden til premieren, VIP-arrangement og mad til de medvirkende. Så der er nok at se til, og vi kan godt mærke, at der er pres på, men det er jo kun godt for mig og for Frøbjerg Festspil, siger Casper Andersen.

Det første år, han stod for maden i Spisehuset til Frøbjerg Festspils forestillinger

var i 2019, og her bestilte 1500 gæster mad før forestillingen ”Footlose”.

Garvet frivillig knokler på
Michael Brauer-Christiansen har været med som frivillig hos Frøbjerg Festspil i 36 år. Han sørger sammen med andre frivillige for, at gæsterne får deres mad og drikkevarer. Han har aldrig oplevet noget tilsvarende.

– Jo, vi har før været oppe på mange spisende, men så var der placeret 111 mennesker i Samlingshuset, og vi havde to køkkener. Vi er spændt for nu. Vi har kun et køkken at udlevere fra nu, så det er lidt presset. Vi har også kun et udskænkningssted, hvor folk står i kø. Vi gør hvad vi kan, og det ville være en stor hjælp for mig og de andre frivillige, hvis gæsterne kommer, når vi åbner, så kan vi servere for dem, og de har god tid til at spise maden inden forestillingen, siger han.

Det er ikke meget søvn, den ihærdige frivillige får, mens ”Grease” kører.

– Jeg sover godt om natten, hvis jeg da får tid til det. Klokken er tit et, før jeg er færdig i Spisehuset, og så op kl. 6 og passe opgaverne i mit eget firma. Det er lidt hårdt, siger han.

Men det giver ham også noget at være med som frivillig.

– Det sociale betyder meget for mig, og der ligger også en stolthed i det for mig at få det til køre ordentligt, understreger han.

”Grease” spiller frem til lørdag den 20. august, og der er sat en ekstraforestilling på om eftermiddagen, den sidste spilledag.

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.