Kulturfesten bliver en del af Købstadsjubilæum i 2024

Når Assens by i 2024 fejrer sit 500 års købstadsjubilæum, bliver det med mange af de gode erfaringer, samarbejder og kræfter fra Kulturfesten i ryggen. Det har Medborgerskab, Kultur og Beskæftigelsesudvalget i Assens Kommune besluttet.

Kulturfesten har på mange måder været en succes. Vi fik sammen med de mange kulturaktører og frivillige skabt et hav af gode tilbud til alle aldre, og vi så hvordan skabertrangen og samarbejdet blandt vores kulturildsjæle blomstrede”, fortæller formand for Medborgerskab, Kultur og Beskæftigelsesudvalget i Assens Kommune, Søren Thomsen, som på sidste udvalgsmøde blev præsenteret for evalueringen af Kulturfesten.

Evalueringen viser, at én af årsagerne til Kulturfestens gode resultater i 2022, er den kæmpe indsats som kulturinstitutioner og frivillige kulturaktører har investeret i forberedelse og gennemførelsen af Kulturfesten. Der har været mange aktiviteter, som har skabt stor værdi for børn, familier og voksne.

Men vi må også erkende, at der er nogle af aktiviteterne, som ikke har været helt så besøgt, som andre, at Frøbjerg Bavnehøj har sine udfordringer i forhold til infrastrukturen, og at det tager tid at planlægge så stor en begivenhed”, siger Søren Thomsen.

Udvalget har derfor besluttet, at der skal dannes en forening, som skal stå i spidsen for planlægningen, og at fondsøkonomi i højere grad skal indtænkes i finansieringen:

Erfaringerne viser, at Kulturfesten skal forberedes i god tid, og det vil være vanskeligt at nå skabe de nye rammer samtidig med, at man skal nå at få planlagt et brag af et kulturarrangement”, fortæller Søren Thomsen.

Derfor har udvalget også besluttet, at udskyde Kulturfesten til 2024, og gøre Kulturfestens aktiviteter i 2024 til en del af det kommende 500 års jubilæum for Assens by som Købstad.

 

Vi har lært meget af Kulturfesten, og alle de erfaringer tager vi med videre ind i det kommende samarbejde og planlægningen af Købstadsjubilæet. Med udsættelsen af Kulturfesten til 2024 giver det os tid til at komme på plads med en ny organisering, samt at få samarbejdet med de mange aktører og frivillige op og køre omkring nogle gode og spændende kulturaktiviteter”, fortæller formand for styregruppen bag Kulturfesten og Plan og Kulturchef i Assens Kommune, Peter Nielsen.

For yderligere information:

Søren Thomsen
Formand for Medborgerskab, Kultur og Beskæftigelsesudvalget i Assens Kommune
Tlf. 22 43 58 82

Peter Nielsen
Formand for styregruppen og Plan og Kulturchef i Assens Kommune
Tlf. 23 48 68 62

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.