Hjælp til bedre bredbåndsforbindelse i dit lokalområde

Energistyrelsens Bredbåndspulje er åbnet og giver mulighed for at søge om midler til et bredbåndsprojekt i et lokalområde med dårlig internetforbindelse. Det er en god idé at starte arbejdet med ansøgningen i god tid, lyder det fra Assens Kommune, der også gerne rådgiver borgergrupper i arbejdet med ansøgningerne.

 

Er I trætte af dårlige bredbåndsforbindelser, langsomme arbejdsprocesser, tunge up- og downloads og forbindelser, der ofte falder ud? Så er det måske en god idé at gå sammen med naboer og genboer om et bredbåndsprojekt for en hurtigere og stabil forbindelse, som passer til det moderne liv anno 2019. Og så kan det være klogt at undersøge muligheden for at søge tilskud fra Energistyrelsens Bredbåndspulje.

 

I dag vurderes god mobil- og bredbåndsdækning som en selvfølge inden for forsyning – næsten på niveau med el, vand og renovation. Desværre er det bare ikke alle steder, der har en god dækning. Derfor arbejder de fynske kommuner sammen om at sikre god digital infrastruktur på Fyn, for moderne liv er digitale liv, og tidssvarende mobil- og bredbåndsdækning er vigtig både for erhverv og borgere. 

 

–   Lige nu har vi fokus på Bredbåndspuljen, fordi det er en god mulighed for at søge om tilskud til bredbåndsprojekter. Puljen er nemlig målrettet lokalområder med dårlig dækning og hvor markedet ikke umiddelbart kan dække på markedsbaserede vilkår alene, fortæller projektleder Sara Rosager, Assens Kommune.

 

–   Assens Kommune vil gerne hjælpe borgergrupper med at være godt klædt på til at søge og opnå støtte til bedre bredbåndsforbindelse, understreger hun med en opfordring til at kontakte hende, hvis man gerne vil i gang med et bredbåndsprojekt, har brug for sparring eller vil høre mere om kommunens medfinansiering på 1000 kr. pr. tilskudsberettiget husstand.

 

Assens Kommune afholder fyraftensmøde den 8. august kl. 16.30-18.00 om Energistyrelsens Bredbåndspulje, kortafdækning og vejledning til hvordan dækning i dit lokalområde kan udbedres. 
Sted: Assens Rådhus, Rådhus Allé5, 5610 Assens.

 

Gode råd
Bor I i et lokalområde med dårlige internetforbindelser, så undersøg om Bredbåndspuljen kan være en mulighed for jeres område på http://www.ens.dk/bredbaandspulje (Energistyrelsens hjemmeside)

 

  • Gå i gang med det samme, så I har god tid til at gøre det hele rigtigt og til tiden. Der er frist for annoncering af projekter 18. september og ansøgningsfrist 23. oktober.
  • Gå sammen i en arbejdsgruppe, så I er flere om at løfte opgaven. Involvér alle naboer og beboere i området, som tænkes at have udfordringer og få dem med. Sørg for at området med tilmeldte husstande er sammenhængende.
  • Sørg for opbakning konkret – få fuldmagter fra alle de adresser, der gerne vil være med i ansøgningen.
  • Undersøg betingelserne for at søge bredbåndspuljen på Energistyrelsens hjemmeside – her er også en guide til den gode ansøgning.
  • Følg anvisningerne fra Energistyrelsen ang. ansøgningsprocessen og sørg for at overholde krav til ansøgningen.
  • Kontakt Assens Kommune hvis I er tvivl om noget eller har brug for hjælp til specifikke dele af ansøgningen: Projektleder Sara Rosager Mortensen: Tlf.: 64747328, e-mail:   – www.assens.dk
  • Kommunen hjælper også gerne med at skabe kontakt til andre ildsjæle, som tidligere har fået bredbåndsprojekter godkendt og tildelt midler fra Energistyrelsens Bredbåndspulje.
    
FAKTA
Om Bredbåndspuljen 
Energistyrelsens Bredbåndspulje har til formål at støtte udrulningen af bredbånd i lokalområder med dårlig dækning. For at være tilskudsberettiget må en adresse højst have adgang til bredbånd med en hastighed på 10 Mbit/s download og/eller 2 Mbit/s upload. For at opnå mulighed for tilskud fra puljen skal man slå sig sammen lokalt for at forberede et bredbåndsprojekt. Projektet skal indgå partnerskab med en bredbåndsudbyder og kan derefter søge om tilskud. Der er 100 mio. kr. i puljen i 2019. Der er frist for indmelding/annoncering af projekter 18. september. Der er ansøgningsfrist 23. oktober. Læs mere om bredbåndspuljen og ansøgningsprocessen på Energistyrelsens hjemmeside: http://www.ens.dk/bredbaandspulje.

 

Fyn samarbejder om bedre digital infrastruktur   
Byregion Fyn arbejder for en stærk digital infrastruktur på Fyn med strategiske mål fastlagt i Strategi FYN 2018 – 21. Det betyder bl.a. at de fynske kommuner samarbejder om at sikre gode bredbåndsprojekter – også på tværs af kommunegrænser. Læs mere om Byregion Fyn og den digitale infrastruktur på Fyn på www.byregionfyn.dk 

 

Yderligere oplysninger:

 

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.