Mandag den 16. aug. var der 1. spadestik til det kommende lastvogns- og servicecenter på adressen Gl. Hovedvej 25 i Gribsvad – tæt på rundkørslen fra 2017, og borgmesteren havde fået æren af at bruge Rørup Lokalråds forsølvede spade til formålet.
I Søren Steens tale fremhævede han, at der faktisk sker rigtig meget i lokalområderne Grønnemose/Gribsvad og Aarup, og at initiativerne i høj grad gavner hele kommunen pga. de mange arbejdspladser, der skabes.
Mc Donalds, tank, service og el-ladere
Som noget af det første vil der komme en Mc Donalds-restaurant, og der skal beskæftiges rigtig mange ansatte. Men der kommer også en tank og en vaskehal, og det sørger brugserne i Middelfart og Hårby for. Der er imidlertid også el-ladestandere på vej, og dem sørger firmaet Allego for.
Dagligvarebutik?
Der er i første omgang ikke lagt op til en dagligvarebutik på stedet, men lokalrådsformand, Inge Bünning, der repræsenterede lokalsamfundet, ville straks gå i gang med at arbejde for sagen. Den burde ligge tæt på centeret og gerne ud til Industrivej, så den blev synlig for flest muligt. Det ville også kunne trække endnu flere mennesker til Grønnemose-området, der allerede er i vækst, sluttede hun.
H.W./Aarup.dk
Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.