Folkebladet 100 år (1)

Mediebilledet efter år 1900
Efter år 1900 kunne man få flere aviser i Aarup-området, fx Aarup Folkeblad (V), Aarup Avis, der var skrevet af Charlotte og Julius Ejlersgaard (bosat i Aarup, Bredgade 3, Middelfart Venstreblad, Fyns Venstreblad, Fyns Tidende og Fyens Stiftstidende, så annoncemarkedet var spredt på mange medier i den periode. I løbet af 1930’erne fik både Fyns Tidende og Fyens Stiftstidende lokale redaktioner i stationsbyen Aarup, så konkurrencen blev skærpet, men ugeavisen Aarup og Omegns Folkeblad fra 1920 fandt en niche og klarede sig. Den lokale ugeavis nåede nemlig ud til alle i lokalområdet – også folk, det ikke havde råd til et dagblad – og det kunne have stor betydning under 1930’ernes fattigdom.

De to sidstnævnte dagblade var konkurrenter på det meste af Fyn, selvom man ikke så meget til Fyens Stiftstidende i Middelfart Venstreblads område på Vestfyn, og i øvrigt var Sydøstfyn dækket godt af Svendborg Avis/Fyns Amtsavis – den skiftede navn i 1970.

Ny ugeavis 22. januar 1920
Fra den 22. januar 1920 dukkede der en helt ny og gratis ugeavis op, og den var udgivet af brødrene Christian og Lars Jacobsen. Den udkom i Aarup og omegn, Bred, Gelsted og nærliggende landområder, og den havde til en begyndelse et oplag på ca. 3.000, i 1980’erne ca. 14.000, og i 2020 er det ca. 22.000.

I nutiden ejes og drives den stadig af samme familie, idet brødrene Ole og Claus Jacobsen gik ind i firmaet i 1995. De klarer det daglige arbejde sammen med grafikerne Henrik Wichmann og Søren Desler + en eller flere journalister.

Bogudgivelse
Sidst i marts udkommer Aarups og Erholms historie – udgiver Aarup lokalhistoriske Arkiv – her kan man læse mere om Folkebladet, andre medier og meget andet – på godt 300 sider i alt. Den vil blive solgt på Erholm Fødevaremarked, i den lokale boghandel og på lokalarkivet i åbningstiden.

Mediet Aarup.dk ønsker Folkebladet til lykke med de 100 år.

H.W./Aarup.dk

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.