Erhvervsvenlighed: Assens Kommune blandt de fem bedste til sagsbehandling

Dansk Industris årlige undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed er netop offentliggjort. Målt på det samlede erhvervsklima indkasserer Assens Kommune en plads som nummer 23 – otte pladser ned ad ranglisten i forhold til 2018. Trods faldet er erhvervsvenligheden over landsgennemsnittet, og i to kategorier er Assens Kommune blandt de henholdsvis 5 og 10 bedste i Danmark.

En 23. plads i år mod en plads som nummer 15 i 2018 er resultatet for Assens Kommunes vedkommende i DI’s årlige spørgeskemaundersøgelse, hvor virksomheder vurderer deres kommunes erhvervsklima.

DI Fyn konstaterer i en pressemeddelelse, at Assens Kommune sammen med tre andre fynske kommuner – Middelfart, Nordfyn og Nyborg Kommune – opnår ”rigtig gode resultater”.

 

Tendens: Erhvervsvenligheden er højere i Assens Kommune end på landsplan
”Assens Kommune ligger på trods af en lille tilbagegang flot som nummer 23. Kommunen får en rigtig fin overordnet vurdering af erhvervsvenlighed, som ligger over landsgennemsnittet. Den flotteste placering er i kategorien ’Kommunal sagsbehandling’, hvor kommunen rykker 9 pladser frem og ender på en imponerende 5. plads.”

– Vores virksomheder har vurderet os, og vi kan konstatere, at vi er gået lidt tilbage. Men som også DI Fyn konstaterer, så er det stadig et meget tilfredsstillende resultat. Jeg synes, at det er positivt, at der nu tegner sig et billede af, at Assens Kommune ligger noget over landsgennemsnittet på erhvervsvenlighed. Det viser de senere års undersøgelser.

Når vi kigger på DI’s undersøgelser fra de seneste 10 år, så har vi løftet os markant gennem årene, siger borgmester Søren Steen Andersen.

Udover en plads i top 5, når det handler om sagsbehandling, så opnår kommunen en plads i top 10 i kategorien ’Information og dialog med kommunen’ med en plads som nummer 9.

– Jeg er glad for de gode resultater, der handler om henholdsvis sagsbehandling og dialog. Det er her, vi virkelig har mulighed for at vise vores virksomheder, at vi vil dem, og at vi vægter et godt samarbejde med dem højt. Derfor er jeg glad for, at virksomhederne kvitterer med anerkendelse på den front, forklarer borgmester Søren Steen Andersen.

 

Undersøgelsen peger på udfordringer
Der er også et par kategorier, hvor der er plads til forbedring.

Dårligste placering i undersøgelsen er på ’Infrastruktur og transport’ med en plads som nr. 77.
– Det ligner billedet fra tidligere år, og jeg tager naturligvis resultatet til efterretning. Der er dog gjort forskellige indsatser. Bl.a. etablering af den to-sporede rundkørsel ved Grønnemose, som sikrer fremkommeligheden, når motorvejen over Fyn belastes. Derudover har vi forbedret vejene i flere industriområder. Der er fortsat egne af kommunen, der kan forbedres på vejnettet og den kollektive transport, selv om arbejdet med en udvidet motorvej nu er i fuld gang, og der faktisk er fire togstationer i vores område, konstaterer borgmester Søren Steen Andersen.

Han peger også på, at der er potentiale for forbedring i kategorierne ’Uddannelse’ og ’Arbejdskraft’, der belyser henholdsvis i hvor høj grad det lykkes at give den fremtidige arbejdsstyrke en god uddannelsesmæssig ballast og virksomhedernes adgang til kvalificeret arbejdskraft.

– Her i vores kommune er der mange håndværksmestre og produktionsvirksomheder, og det er jo netop nogle af de brancher, hvor vi i hele landet ser en udfordring i forhold til at rekruttere arbejdskraft. Vi vil fortsat arbejde med de udfordringer, som også indgår som en del af vores erhvervspolitik, fastslår borgmesteren.

Erhvervs- og Vækstpolitiks mål opfyldt – stadig i top 25

Med en plads som nr. 23 i årets undersøgelse er det mål, der handler om erhvervsklimaet i kommunens Erhvervs- og Vækstpolitik fra 2017, fortsat opfyldt. Målet er, at Assens Kommune skal have en ”Erhvervsvenlighed, der afspejles i en Top 25 placering i DI’s årlige analyse ”Lokalt Erhvervsklima”.

Det er 10. år Dansk Industri gennemfører undersøgelsen. Gennemsnittet over alle årene viser en samlet 42.-plads for Assens Kommune.
De seneste tre år har kommunen ligget på nr. 34, 15 og nu 23.

Yderligere oplysninger
Borgmester Søren Steen Andersen, Assens Kommune, tlf. 29 37 90 65.

Fakta om undersøgelsen
Dansk Industris spørgeskemaundersøgelse ”Lokalt Erhvervsklima 2019” måler virksomhedernes tilfredshed med kommunernes indsats på en lang række områder med relevans for virksomhedernes erhvervsvilkår.

I Assens Kommune har 58 virksomheder svaret på dette års undersøgelse. Virksomhederne er inden for DI’s brancher, bl.a. produktion, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service.

Besvarelserne repræsenterer 1814 arbejdspladser, hvilket svarer til ca. 19 pct. af de privat beskæftigede i kommunen.

Se alle resultater fra undersøgelsen på www.di.dk/le

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.