Det sker i efterårsferien i 5560 Aarup

Bogstavleg på biblioteket

I efterårsferien fra den 13.-20. oktober er der på Aarup bibliotek som på øvrige biblioteker i Assens Kommune bogstavjagt for børn. Er man med i bogstavjagten, er man også med i en konkurrence om en hemmelig præmie. Man tager et konkurrenceark og går på jagt i hele børnebiblioteket. Samlet giver bogstaverne et spørgsmål, og når børnene svarer på spørgsmålet, er de med i lodtrækningen

Læs mere om bagstavjagten på bibliotekets hjemmeside.

Udstilling på Galleriet

Helle Birck Mikkelsen og Charlotte Niemann udstiller i oktober på Galleriet med tegninger, acryl og glaskunst. 

Helle Birck Mikkelsen fra Fåborg arbejder med glas, hvor udfordringen bl.a. er at arbejde med lysets brydning i glasset. Hun finder stor inspiration i naturen, hvor bl.a. havet spiller en stor rolle. Charlotte Niemanns arbejder på at give sine malerier et udtryk, der befinder sig mellem det naturalistiske, drømmen og det følte! Udtrykket dannes i en kaoslignende maleproces, hvor farverne flyder, flytter rundt og skaber liv og uorden.

Der er adgang til Galleriet alle dage  kl. 7-22. I de tidsrum, hvor biblioteket er ubemandet, skal sundhedskortet bruges. Læs om Galleriet og udstillingerne på galleriets hjemmeside.

Aarup Bio

Biografen viser i efterårsferien filmen “De utrolige to”. Filmen handler om en rigmand og hans søster, der har sat sig for at bringe Metrovilles forbudte superhelte til ære og værdighed igen. Som spydspids for deres kampagne vælger de Elastipigen, alias Helen Parr. Hendes mand, Bob alias Hr. Utrolig, er ikke helt tilfreds med at skulle passe hjemmet og ungerne, mens mor redder verden. Men da en ny superskurk dukker op, viser det sig, at der er brug for hele superfamilien. Se spilletider på biografens hjemmeside.

Den lille prins

Den 17. oktober kl. 16 arrangerer Aarup bibliotek børneteater for de 6-99 årige. Det sker i Biografsalen. Forestillingen er eventyret om Den lille prins, der på sin dannelsesrejse i universet lærer kærligheden og livet at kende. Læs mere om forestillingen og billetkøb på bibliotekets hjemmeside.

Fodbold

Lørdag den 14. oktober kl. 13 er det muligt at give lokal opbakning, når Aarup Boldklubs Herre serie 1 spiller mod Assens FC på Scankab Arena i Aarup. Holdet er også på hjemmebane ugen senere, den 20. oktober kl. 15. Her spiller de mod Søhus-Stige.

 Efterårskoncert i Aarup Kirke

Aarup Kirke inviterer den 21. oktober kl. 15 til efterårskoncert. Her vil Steen Steensen Blichers novelle “En landbydegns dagbog” blive fortalt med ord og toner. Arrangementet vil veksle mellem oplæsning, fortælling om novellen og Steen Steensen Blichers liv og forfatterskab samt musik. Medvirkende er:  Kirsten Andersen (oplæser), Eva Østergaard (tværfløjte). Elisabeth Koch Blokfløjte samt Benjamin Brink Christensen (Bratsch).

Øvrige gudstjenester

Søndag morgen den 21. oktober kl. 9 inviterer Kerte Kirke til Morgensangsgudstjeneste omkring klaveret.  Her synges der både morgensalmer og sange. Der er også Evangelielæsning, Fadervor og velsignelse. Og som afslutning læses op fra et stykke skønlitteratur med noget på hjerte. Efter gudstjenesten er der en kop kaffe at samles om. En dejlig måde at starte sin søndag på!

Søndag den 21. oktober er der endvidere gudtjenester i Orte Kirke kl. 10.15 og i Padesø kirke kl. 16.

God efterårsferie.

 

Annie Gaardsted Frandsen

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.