I en tid, hvor vi skal holde afstand og begrænse sociale kontakter, må vi glæde os over de aktiviteter, som myndighederne mener, fortsat er forsvarlige at gennemføre. I Aarup er der således i den kommende uge tilbud om højtlæsning, film, teater og koncerter.
Biblioteket
Aarup Bibliotek inviterer til højtlæsning for voksne. Det sker midt på dagen på tirsdage og under titlen: ”Historier efter frokost”. Næste gang er den 3. november kl. 13.30 i Galleriet. Læs mere om arrangementet og tilmelding på bibliotekets hjemmeside.
Aarup Bio
Frem til tirsdag den 3. november viser Aarup Bio filmen ”Tysktime”, der handler om undertrykkelse, ytringsfrihed og kunstens vilkår omkring 2. verdenskrig. Læs mere om filmen og spilletider på biografens hjemmeside.
Lørdag den 31. oktober kl. 19.30 inviterer Aarup Bio til Halloween gyser – Antebellum. Filmen handler om den succesrige forfatter Veronica Henley, der kidnappes til et historisk meget uheldigt tidspunkt – tiden kort inden Den Amerikanske Borgerkrig. Læs mere om filmen og spilletider på biografens hjemmeside.
Fra torsdag den 5. til onsdag den 11. november er det filmen ”Shorta”, der vises på lærredet i Aarup Bio. Politimændene Mike og Jens er på patrulje i ghettoen Svalegården, da der pludselig opstår voldsomme reaktioner på, at en 19 årig er død i varetægt, Læs mere om filmen og spilletider på biografens hjemmeside.
Teater
Vestfyns teater inviterer tirsdag den 3. november kl. 20 til komedie om politisk korrekthed: ”Holgers forsvarstale”. Det foregår i Kulturhuset Industrien. Til forestillingen giver en voksenbillet en gratis ungdomsbillet. Læs mere om forestillingen i Aarup Kalenderen.
Koncert
”Blues Explosion” giver koncert på Industrien fredag den 30. oktober kl. 20. Aftenen vil byde på bl.a. Big Creek Slim solo, Samantha Smith og Christian Bundgaard alene sammen, Big Creek Slim med band – og duet med Samantha. Samt alle på scenen sammen til et fyrværkeri af en lang blå finale. Læs mere om koncerten og billetsalg på Musik På Industriens hjemmeside.
Søndag den 1. november inviterer Musik På Industrien til familiekoncert. RUMLERIM, der skriver og spiller elektrisk, rytmisk og solidt groovefunderet originalmusik til og for børn og deres forældre, kommer og underholder med nye sange om aktuelle emner som mobning, fest, trafik, venner, gys og eventyr. Læs mere om koncerten og billetsalg på Musik På Industriens hjemmeside.
Lørdag den 7. november kl. 20 inviterer Musik På Industrien til koncert med Billy Cross, Jimmy Bacoll (forsanger i Zididada) og Lars Maasbøl. De tre er lig ”Everybody Is Talking”. Læs mere om koncert, billetter med mere på Musik På Industriens hjemmeside.
God fornøjelse og pas godt på hinanden
Annie Gaardsted Frandsen
Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.