Det sker i 5560 Aarup – August / september 2022

Kræmmermarked

I weekenden den 27. til 28. august er der Fyns hyggeligste kræmmermarked i den gamle hal i Aarup. Begge dage kl. 10-15. Læs mere i Aarupkalenderen.

Galleriet

Torben Klostergaard og Anne Østergaard udstiller i september i Galleriet på Industrien. Torben Klostergaard støber skulpturer i bronze og Anne Østergaard maler akvareller med mennesker, dyr og lysets bevægelser. Der er fernisering tirsdag den 30. august kl. 17-18. Udstillingen kan ses i bibliotekets åbningstid frem til den 1. oktober.

Medborgerdage i Aarup

Fredag 2. og lørdag 3. september afholdes medborgerdage i Aarup med fokus på fællesskab for alle borgere, unge som gamle. Det indbefatter bl.a.  aktiviteter på Aarupskolen og på Industrien, Open By Night fredag aften, Gaming Night på Industrien, foredrag om de arkæologiske fund på ”Trekanten”, skattejagt, skraldindsamling, film i Aarup Bio, og koncerter. Læs mere om arrangementet i Folkebladet.

Finalefest

Lørdag den 3. september kl. 18 er der finalefest på medborgerdagene i Aarup med spisning, dans og koncert. Hotel Aarup Kro serverer maden, Tributeband leverer koncerten, Langli Vin sørger for bar med drinks, vin, øl og meget mere og DJ spiller musik til dansen. Det hele foregår i Aarup Fritidscenter. Læs mere om arrangementet på Musik På Industrien hjemmeside.

Whiskysmagning

LG Whisky på Ladegård Mark 41 inviterer til Whiskysmagning fredag den 2. september kl. 19-22, hvor der er smagsprøver på whisky, der er kommet i løbet af foråret og sommeren. Der er begrænset antal pladser, så der skal købes billet. Læs mere om arrangementet i Aarupkalenderen.

Aarup Bio

Biografen runder august af med filmen ”Alle for fire” – fra torsdag den 25. til onsdag den 31. Alt ånder fred og idyl hos brødrene Timo og Ralf, der hænger ud med deres gamle ven Martin. Timo og Ralfs små kup kører som smurt –  lige indtil den dag Timo opdager, at kærsten Lonnies fremtidsplaner ikke involverer ham længere! Timo får nu brug for alle kneb – og i særdeleshed Ralf og Martin, hvis han skal vinde Lonnie tilbage. Det bliver deres mest dumdristige kup nogensinde. Læs mere om filmen og spilletider på biografforeningens hjemmeside.

September startes i biografen med filmen ” Udvandrerne” fra torsdag den 1. til tirsdag den 6. september. Filmen er historien om Sverige og halvanden million svenskere der fulgte deres drømme, og drog til USA. I filmen følger vi Kristina og Karl Oskar fra Småland, der også hører historier om en ny verden. En chance for at starte forfra. Et håb tændes, og Kristina og Karl Oskar forlader Sverige. Læs mere om filmen og spilletider på biografforeningens hjemmeside.

Derefter fra torsdag den 8. til onsdag den 14. september viser biografen filmen ”Bamse”. Filmen er en hyldest til den folkekære danske musiker Flemming Bamse Jørgensen, og skildrer hans livshistorie. Flemmings adoptivfar ønsker, at Flemming skal overtage familiens fabrik, men til faderens skuffelse vælger Flemming musikken og bliver frontmand i Bamses Venner. En splittet baggrund, der sætter sig dybe spor i Flemmings liv. Læs mere om filmen og spilletider på biografforeningens hjemmeside.

Foredrag

Onsdag den 7. september kl. 19 inviterer foredragsforeningen til at foredrag med Erik Kulavig om ”Det historiske Rusland og Rusland i nutiden”. Det foregår i biografsalen. Læs mere om arrangementet på foredragsforeningens hjemmeside.

Børneteater

Fredag den 9. september kl. 16-16.30 er der børneteater for de 2-5 årige i biografsalen. Opdag Else hedder stykket, der arrangeres af biblioteket og er gratis. Læs mere om arrangementet på bibliotekets hjemmeside.

 

God fornøjelse!

Annie Gaardsted Frandsen

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.