Det sker i 5560 Aarup

Aarup byder i den kommende uge på søndagsfilm, foredrag, koncerter, teater, udstilling, kræmmermarked mm.

Foredrag

I Orte Sognehus er der tirsdag den 1. oktober kl. 14.30 foredrag med tidligere praktiserende læge i Aarup, Peter Lind-Hansen. Han vil fortælle om at være læge i Grønland i sit senior arbejdsliv: ”12 års vikariater i Grønland”. Efter et mangeårigt virke som praktiserende læge i Aarup frem til 2004, påbegyndte Peter Lind-Hansen i 2007 en række vikariater som læge i Grønland. Han vil i sit foredrag vise billeder og fortælle om dette arbejde og om livet i Grønland.

Lone Frederiksen vil onsdag den 2. oktober kl. 19.00 holde foredrag om emnet: Cykler i Senegal. Lone Frederiksen vil fortælle om tyve års samarbejde med bondeforeningen COLUFIFA i Senegal og Gambia. Her i Danmark har foreningen i alle årene indsamlet brugte cykler m.m., som har fået nyt liv i de vestafrikanske landsbyer. Foredraget foregår i biografsalen på Industrien. Læs mere om foredraget på foredragsforeningens hjemmeside.

Højtlæsning for voksne på Aarup Bibliotek

Mandag den 30. september kl. 16-16.45 åbner Aarup Bibliotek endnu engang dørene for voksne, der gerne vil lytte til en god historie. Biblioteket tager her i efteråret 2019 fat på de danske klassiske forfattere: Henrik Pontoppidan, Karen Michaelis, Leonora Christine Ulfeldt, Jeppe Aakjær, Michael Strunge og Halfdan Rasmussen. Læs mere om arrangementet på bibliotekets hjemmeside.

Udstilling i Galleriet på Industrien

Galleriets udstiller i oktober malerier af Jacob Herskind. Udstillingens titel er: ’Idyllisk Dame-og Herregaarup Park udstilling, retroværdig, salonophængning af kunstner fra vest’. Jacob Herskind lærte kunsten at male af den fynske maler Georg Ernst i Assens. Der er fernisering den 3. oktober klokken 17, og udstillingen er tilgængelig i oktober måned i Aarup Biblioteks åbningstid fra klokken 07 til 22. Adressen er Bredgade 73-75 5560 Aarup. Læs mere på Galleriets hjemmeside.

Teater

Søndag den 6. oktober kl. 20 er der teater på Industrien. ”Hvordan ligger det med kærligheden?” er titlen på forestillingen. Med udgangspunkt i 20 af Knud Pheiffers mest kendte og elskede sange forsøger Vestfyns Teater at kaste lys over kærlighedens mange facetter. Læs mere om forestillingen på biografens hjemmeside.

Aarup Bio

Fra torsdag den 26. september til tirsdag den 2. oktober viser Aarup Bio filmen ”Late Night” – et komediedrama om en talkshowvært, der frygter at miste sit job. Læs mere om filmen og spilletider på biografens hjemmeside.

Søndag den 29. september er der søndagsforestilling i Aarup Bio. – dvs. der serveres kaffe, te og kage fra kl. 15, og filmen starter kl. 15:30. Filmen handler om Edith Moore  –  en knarvorn kvinde i firserne. Da hendes kontrollerende mand pludseligt dør, vælger hun at udleve det liv, hun ikke havde mulighed for under sit ægteskab og tager på eventyr til det skotske bjerg Mount Suilven. Læs mere om filmen og spilletider på biografens hjemmeside.

Den femte Rambo film, ”Last Blood”, vises i Aarup bio fra torsdag den 3. oktober til lørdag den 12. oktober. Læs mere om filmen og spilletider på biografens hjemmeside.

Koncerter på Industrien

Thorbjørn Risager & The Black Tornado spiller på Industrien lørdag den 28. september kl. 20. Bandet har turneret i 15 år, hvor Thorbjørns stemme har været det helt centrale, Anmeldere og skribenter over hele verden har sammenlignet den med de største. Læs mere om koncerten på Musik På Industrien.

Bandet Scrum går på scenen på Industrien lørdag den 5. oktober kl. 20.  Scrum består af seks passionerede hollandske musikere med kærlighed til energisk, ærlig og spontan keltisk folkemusik. Læs mere om koncerten på Musik på Industrien.

Kræmmermarked
I weekenden den 5.-6. oktober er der Fyns Hyggeligste Kræmmermarked i den gamle Aarup-hal, Skolegade 3 i Aarup. Læs mere om entre og åbningstid på Hallens hjemmeside.

 God fornøjelse.

Annie Gaardsted Frandsen

 

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.