Aarup Biografforening fylder 20 år

Tidlige film – og nyere forening
Det er nu 20 år siden, at Aarup Biografforening så dagens lys. Dagen for foreningens driftsovertagelse var 6. november 2020, men der blev rent faktisk vist film på Industrien allerede i filmens barndom – fra 1908. Dengang var der dog kun filmforevisning ved særlige lejligheder – nogle gange om året.

I 1928 kom der en ny lysmaskine og et tæppe, ”så alt var på højde med billedteatrene i storbyerne”, og i 1930 kunne man opleve sensationen, idet Aarup kunne byde på den første tonefilm. To år senere kom den første talefilm i Aarup, og det var ”rosen” med Frederik Jensen i hovedrollen.

I perioden 1949-1955 kom Svend Sanggaard forbi med sin rejsebiograf Sana, der senere fin navnet Stjernebio.

Ny biografbygning
Men i årene 1953-1954 skete der noget afgørende på biograffronten i Aarup, for der kom en helt ny biografbygning på adressen Bredgade 75 med støtte fra både private og Aarup Bank (i dag Totalbanken).

I de første år derefter var biografsalen ofte godt fyldt op – med et gennemsnit på 165 om dagen på årsbasis. Så Bredgade var ”sort af biografgængere” hver aften.

I 1968 købte Svend Sanggaard biografen, og det var den mangeårige succes med ”Stjernebio”, der gav ham mulighed for det.

Guldalderen ebbede ud
I 1980 var de gode biograftider blevet mindre gode, for både TV og mange andre kulturelle tilbud gav faldende biografbesøg, så resultatet blev, at kommunen købte biografen – med Sanggaard som forpagter de næste 20 år.

Biografforening
Da Sanggaard stoppede som biografleder, overtog Aarup biografforening så driften af Aarup Bio, og den første film i nyt regi var ”Vejen til Eldorado”, der blev set af (skuffende) 48 mennesker på en hel uge.

Som et plaster på såret fik foreningen med Henning Frandsen som første formand dog Aarup Prisen i 2001, og efterhånden kom børnefilm, pensionistfilm og andre tilbud på programmet.

Ombygning
I 2005 var der en større ombygning med et budget på 1,8 mio. kr., men de gamle stole gav ved auktion et provenu på 147.985,24 kr. I den forbindelse måtte den senere formand fra 2010, Henrich Svendsen, kravle rundt nede under gulvet og skrue de gamle stole løs, og det var næsten en slags ”kulmine-arbejde” med 22 cm mellem gulv og loft, mon arbejdstilsynet opdagede det?

Ved genåbningen i februar 2006 var salen fornyet, og nyt var også projektor og lyd. Det blev alt sammen fejret med Jorge Degas og forplejning for både børn og voksne.

Nyheder de senere år
I 2006 begyndte ”mad og film”, og året efter kom www.aarupbio.dk  på banen eller i æteren alt efter smag og behag.

I 2010 blev Henning Frandsen afløst af Henrich Svendsen som formand, og i 2011 blev biografen digitaliseret. Året efter blev ”Hvidstensgruppen” vist for 1304 ved 13 forestillinger, så trods det barske tema smagte det trods alt lidt af guldalder.

I 2013 vistes den sidste 35mm-film, og fem år senere, i 2018, blev der indført søndagsfilm.

Læs om kommende film på www.aarupbio.dk, i Folkebladet og på www.aarup.dk  

Kilder:
Bogen Aarup 1860-1980 og Erholm 1720-2020
Noter fra biografformand Henrich Svendsen

H.W./Aarup.dk

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.