Som nævnt i omtalen tidligere bliver ”Grease” i 2022 opført på Frøbjerg i perioden 4. – 20. august, inkl.
Carsten Friis – instruktør
Carsten Friis har været med delvist siden 2006 – det var indtil 2010 sideløbende med Erik Bent Svendlund. Derefter har han haft eneansvaret som instruktør siden 2010.
Han sætter holdet ud fra et givet budget og et mandat fra hovedbestyrelsen, der gerne ser en høj prioritering i forestillingerne af de tre hovedsøjler: Teater, musik og sang.
Musikken giver tilstrømning, og derfor vil en forestilling som ”Grease” tabe nogle, men tiltrække andre.
Carsten Friis fremhæver, at Frøbjerg Festspil hele tiden skal profilere sig og være det gode frikvarter midt i den lidt travle og grå hverdag.
Skuespillerne og sangen
En hel del af skuespillerne opfatter Frøbjerg Festspil som en talentfabrik – og dermed et springbræt hen imod en videre karriere inden for branchen, fx fortsætter en del på musicalskolen.
Der synges i 2022 på engelsk, men man kan alligevel godt forstå handlingen, og det ville også have været vanskeligt at tage sangene på dansk, for noget ville så gå tabt, idet man ikke kan få alle nuancer med i en oversættelse.
Design
Som det er nævnt andetsteds er Lasse Spangenberg blevet ansat som kostumedesigner, og derfor vil der i 2022 være meget glitter – og i det hele taget meget mere spændende dragter, mere fest og farve.
Repertoire og skuespillervurdering
Bestyrelsen og instruktøren tænker hele tiden på noget nyt – noget, som folk ikke havde tænkt på i forvejen.
For to skuespillere, Paddy og Sonny, som vi mødte på ”Højen” den 1. august, er det en kæmpemæssig oplevelse at være med på Frøbjerg, og gennem den forudgående træning opstår der en sammentømret familie, idet man møder skuespillere fra hele Fyn, desuden nogle fra Sjælland og Østjylland. Det er godt for dem at få en rar sommer, betoner de to.
Mere professionalisme
Tiden for de glade amatører kun fra egen landsby er ikke længere gangbar mønt, og flere af de unge vil gerne ind på Musical-akademiet, da det kan åbne vejen for en karriere på teatret. Det kræver talent for sang, dans og teater.
Nogle af skuespillerne hos Frøbjerg Festspil har først kun haft små og perifere roller ude på Frøbjerg, men det kan føre videre til større og tungere roller.
Scene, sikkerhed og omklædning
Når scenen bygges, skal elektrikere og andre håndværkere have fuldt styr på sikkerheden, for ingen må komme til skade.
Skuespillerne kan først klæde om i Rottereden, der er et renoveret stråtækket hus ca. 35 meter vest for scenen, men under selve forestillingen kan man klæde om i de to skurvogne lige bag scenen. I Rottereden er der både toiletter, køkken med håndmadder og en ad hoc systue til hurtige reparationer.
Lige bag scenen er der mulighed for hurtig tørring af tøjet via et par varmeblæsere, for regnvejr kan jo forekomme under en forestilling – desværre.
Bent Bryde Andersen
Bent Bryde Andersen har været med i over 35 år, og han er ”main stream-elektriker” derude. Og det er en helt uundværlig funktion. Bl.a. skal drejescenerne køre helt perfekt – også med biler og skuespillere på – ellers er der en absolut sikkerhedsrisiko. Men elektrikerfunktionen er jo også vigtig i mange andre sammenhænge. Lyd og lys skal jo også fungere. Derfor er der flere med den kompetence i korpset af frivillige.
På scenen i 2022
I 2022 er der ca. 30 skuespillere på scenen, og desuden er der andre hjælpere med andre nære funktioner lige ved i samme antal.
Men hele kollektivet har stor betydning, og Frøbjerg Festspil gror af fællesskabet og af det sociale samvær.
Køb billet til Grease – og til spisehuset via www.frobjerg.dk
Tag evt. derud to gange for at få flere detaljer med.
Forestillingen kører til og med lørdag den 20. august.
Næste års forestilling er ”Shrek”.
H.W./Aarup.dk
Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.