Det tidlige Frøbjerg

Udsigt fra Frøbjerg Bavnehøj

Allerede for over 1.000 år siden havde Frøbjerg betydning som det højeste punkt på Fyn, idet man kunne tænde bål i ufredstider og foretage ofringer i vikingetiden (ca. 793 – 1050).

Før 1912 blev der i en del år afholdt folkelige møder på bavnehøjen med tilladelse fra ejeren af Westgården.

I 1912 blev der indledt forhandlinger om et køb af Frøbjerg til folkelige formål, og efter at stedet var købt, blev der bygget en cykelstald og en hestestald med plads til 80 heste.

I 1913 holdt man indvielsesfesten, og fra 1914 var der hvert år grundlovsfester. Blandt de tidlige talere var statsminister Klaus Berntsen og indenrigsminister Ove Rode (minister 1913-1920).

Gymnastikopvisning af amtsholdet i 1930’erne

I 1918 kom mindestenen for kvindernes valgret, der kom store gymnastikstævner, en sportshal kom til i 1930 (brændt 1959), og i 1938 var stor fest for 150året for stavnsbåndets ophævelse. I 1954 kom mindestenen for de faldne mellem 1940-1945.

I 1950’erne optrådte Det kgl. Teater, og fra 1986 kunne man nyde Frøbjerg Festspils optrædener for 1. gang.

Det er i disse fornemme historiske omgivelser, også beskrevet af Achton Friis i 1936 i bogen ”Danmarks store Øer”, at Assens Kommune nu holder kulturfestival i dagene 16. – 19. juni.

Skrevet for Aarup lokalhistoriske Arkiv af Hans Walmar

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.