I uge 41 hvor mange ser frem til efterårsferien er det i Aarup muligt at nyde koncerter, film, foredrag og udstilling i Galleriet.
Foredrag
Onsdag den 7. oktober kl. 19 er der foredrag i biografsalen på Industrien. Folkeskolelærer og cand.mag. i dansk og idehistorie Anna Dinesen fra Struer vil fortælle om Tove Ditlevsens liv og forfatterskab. Læs mere om foredraget på foredragsforeningens hjemmeside.
Koncert
Signe Svendsen indtager lørdag den 3. oktober kl. 20 scenen på Industrien sammen med Palle Hjorth og Lars Skjærbæk. De er et nyt team, der sammen med Signe Svendsens sang vil forsøge at eksperimentere og få musikken til at flyde intuitivt. Læs mere om koncerten og køb af billetter på Musik På Industriens hjemmeside.
Fredag den 9. oktober kl. 20 står Katrine Schmidt med band på scenen. De vil give publikum sange og tekster udsprunget af personlige forhold, observationer, stemninger og relationer. Læs mere om koncerten samt billetsalg på Musik På Industriens hjemmeside.
Aarup Bio
Fra søndag den 4. oktober til tirsdag den 6. oktober viser Aarup Bio filemn ”Mit tunesiske eventyr (Arab blues), der handler om psykoanalytikeren Selma, som er flyttet tilbage til fødebyen Tunis, hvor hun har åbnet egen praksis. Der møder hende dog en række udfordringer. Læs mere om filmen og spilletider på biografens hjemmeside.
Torsdag den 8. oktober er der i Aarup Bio kl. 10.15 og 11.15 Børnebiffen for henholdsvis små (fra 3) og store (fra 5 år). De små skal se syv små korte film, mens de store skal se seks. Læs mere om filmene på biografens hjemmeside: Børnebiffen – små og Børnebiffen – store.
Fra torsdag den 8. oktober og frem til onsdag den 21. oktober viser Aarup Bio Far til fire og Vikingerne, der er en fortsættelse af de to film ”Far til fire på toppen” og ”Far til fire i solen”. I denne tredje film drager hele familien til familieterapi i en vikingelandsby. Læs mere om filmen og spilletider på biografens hjemmeside.
Galleriet
I Galleriet under biblioteket kan der i oktober ses malerier samt glasskulpturer og metalsmykker. Gurli Jochumsen bidrager med både abstrakte og figurative malerier i akryl og olie, og hun bruger pensel, svamp og spartel, for at opnå det ønskede resultat. Stine Kiel Ratzow udstiller med glasskulpturer og smykker i bronze inspireret af Grønlands barske natur med vand, is og stenede fjeldsider.
Læs mere om udstillingen på Galleriets hjemmeside.
God fornøjelse den kommende uge.
Annie Gaardsted Frandsen
Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.