Assens Kommune prioriterer nu en række anlægsprojekter, der hurtigst muligt sættes i gang i den kommende tid som følge af coronasituationen.
Borgmester Søren Steen Andersen siger:
”Assens Kommune er meget bevidst om de udfordringer, som vores lokale erhvervsdrivende er underlagt i disse uger. Samtidig er det vigtigt, at vi i disse alvorlige tider, får sendt et stærkt signal til vores erhvervsliv om, at vi på alle måder forsøger at hjælpe dem igennem krisen og ud på den anden side. Det handler om at udvisesamfundssind, og at vi hele tiden forsøger at tænke alternativt og finde de gode løsninger. Forleden tilbød vi leverandører hurtigere betaling for leverede ydelser. Det har flere virksomheder allerede gjort brug af. Nu arbejder vi på at fremrykke en række anlægsprojekter for op imod 75. mio. kr.”
Søren Steen Andersen peger på, at kommunen til en start vil prioritere at sætte arbejdet omkring at vedligeholde de kommunale bygninger i gang. Her er der samlet set afsat 13,1 mio. kr. Desuden arbejdes der med at sætte gang i en række anlægsprojekter inden for Miljø og Natur samt Vej og Trafik.
Byrådet drøfter mulighederne via skype
Byrådet tager på byrådsmødet onsdag, der gennemføres via skype, stilling til forslaget om at prioritere anlægsprojekterne, ligesom de bliver præsenteret for nogle konkrete forslag til hvilke anlægsprojekter fra 2021-2023, der allerede nu kan rykkes frem og gennemføres i år. Om det bliver aktuelt, afhænger af den videre udvikling i samfundsøkonomien som følge af Covid-19 samt beskæftigelsessituationen i byggesektoren.
Assens Kommune har i 2020 budgetlagt med et anlægsforbrug på 55 mio. kr. Til det skal lægges ca. 20 mio. kr. i uforbrugte anlægsmidler, som efter planen bliver overført fra 2019 til 2020. Dermed udgør den samlede anlægsramme ca. 75 mio. kr. i 2020.
Assens Kommune præsenterer i løbet af næste uge en række yderligere initiativer, der sættes i søen for at understøtte det lokale erhvervsliv i kommunen.
Yderligere oplysninger
Borgmester Søren Steen Andersen, tlf. 29379065
Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.