AB håndbold levede op til favoritværdigheden

Aarup BK – DHG Odense 27 – 22 (12 – 10)

Ugens træning op til kampen havde været præget af efterårsferie, sygdom og skader. Holdets spillende assistent træner Bo Møller var stadig ikke kommet fra ferie til kampen. Han blev erstattet af Thomas Christiansen, som var med for første gang i sæsonen. De resterende spillere var klar til kamp.

Sæsonens tredje liga kamp stod imod DHG’s tredje hold, som til dagen kun stillede med otte spillere, hvoraf den ene i anden halvleg måtte trække sig med en skade. Hvor Aarup har indledt sæsonen med 2 sejre, har DHG omvendt startet helt uden point. Så det var forventeligt, at det ville blive en kamp, som Aarup skulle dominere. Det var på ingen måde tilfældet i første halvleg, som blev meget jævnbyrdig, men med Aarup, som holdet, der i den indledende fase var 1-2 mål efter. I slutningen af halvlegen begyndte DHGs få spillere at mangle det fysiske overskud og Aarup kunne gå til pausen med en 2 måls føring.

Fra starten af anden halvleg fortsatte Aarup med at rykke fra og kom på en seks måls føring med 17-11 efter 8 minutter. Derefter skiftede Aarup 2-3 mand, hvilket fik negative konsekvenser for flowet i spillet og det udnyttede DHG til at reducere Aarups føring til to mål 19-17. Men kampen blev aldrig rigtigt spændende, da Aarup hurtigt fik øget føringen til 4-5 mål igen og DHG samtidigt mistede deres eneste udskifter med en skade. Sejren kunne og burde have været meget større, men der blev brændt alt for mange store chancer, herunder 3 straffekast og to af disse var i kampens sidste 9 sekunder.

Kommende kampe
I den kommende uge har holdet to vigtige kampe. Torsdag kl 20.45 er det pokalkamp hjemme imod Stenstrup fra Fynsserien, hvor holdet kan få prøvet kræfter med et bedre rangerende hold. Søndag er det topopgør imod DSIO Odense, som er det eneste hold, der lige som Aarup har fået maksimalt udbytte af de første tre kampe.

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.