Sommer i Tyrol

Flot og velbesøgt generalprøve i De fynske Alper

Vejret var fint, der var stort fremmøde, og generalprøven forløb perfekt i årets skuespil, Sommer i Tyrol, på Frøbjerg Bavnehøj med den smukke scene.

Selvom Fyns højeste punkt kun er 131 meter højt, så er Alperne rykket ind på Frøbjerg i år. Der er bygget kulisser, der forestiller de rigtige bjerge i Østrig, og som et ekstra krydderi er der kommet en svævebane med i stykket.

Centrum for handlingen er hotellet ”Den hvide Hest”, hvor enken Josepha Vogelhuber (Pia Hall Nielsen) som kromutter styrer begivenhederne med fast hånd, mens Leopold (Henrik Madsen) er overtjeneren med et godt øje til den kønne enke.

Bortset fra Leopolds i første omgang ikke gengældte følelser over for kromutter Josepha skulle man tro, at alt kunne køre som den rene idyl i og ved hotellet, men så dukker undertøjsfabrikant Møller op, og han kæmper for sine rettigheder til sin opfindelse, undertrøje og underbukser ud i et, og hans produkt knappes forfra. Men en konkurrent, Sülzheimer, har et lignende produkt, som dog knappes bagfra, og så opstår en af konflikterne i stykket, og en advokat må ind i billedet.

Advokaten, der skal klare forretningskonflikten, dukker også op, og det samme gør kejser Franz Joseph, der skal beværtes på kroen, der er forladt af den fortørnede overtjener. Der opstår også en konflikt om retten til værelset med balkon, og Møllers datter får et godt øje til Sülzheimers selvglade søn, Sigismund.

Også professor Hinzelmann og hans datter Clara griber ind i handlingen, og undervejs i stykket høres nogle af de kendte sange, fx ”ja,ja,ja, nu kommer jeg”, ”De er det skønneste, jeg ved”, ”I sommersal ved den hvide hest” og mange andre.

Til sidst løses de fleste konflikter, og ”Den hvide Hest” bliver reserveret til et større forlovelsesarrangement foran et stort og medlevende publikum.

Frøbjerg Festspil med de mange aktive har på ny leveret et flot og professionelt produkt, som fortjener den størst mulige opbakning i dagene fra den 10./8. til den 26./8.

Køb billetter via www.frobjerg.dk eller på tlf. 64433333

Husk, at der på søndage kun spilles kl. 15.00 – ellers er det kl. 20.00.

Næste års forestilling – i august 2018 – er Saturday Night Fever

H.W.

Har du en nyhed eller en begivenhed du ønsker at dele med 5560, kan du kontakte os på kontakt@aarup.dk eller indtaste den på nyhed eller begivenhed.

Husk at dele...Share on FacebookShare on Google+Share on LinkedInTweet about this on Twitter
Bogmærk Permalink.