Frøbjerg Festspil opfylder stort ønske fra publikum

Nu bliver det nemmere at sikre sig en parkeringsbillet, inden man ankommer til Frøbjerg Bavnehøj.

Der er tit trængsel til parkeringsområdet, når de forventningsfulde gæster skal ud og se sommerspil på Frøbjerg Bavnehøj. Her skal der også købes parkeringsbillet, og det har hidtil kun kunnet lade sig gøre på dagen med kontanter. Men nu gør et nyt tiltag det muligt at betale for både en parkeringsbillet og et festspils-program allerede, når man bestiller sin billet og en menu til Spisehuset til forestillingen på https://frobjerg.billetten.dk/

– Vi har lyttet til publikums ønsker om at finde en mere smidig måde at købe en billet til parkeringsområdet. I samarbejde med vores billetudbyder er vi kommet frem til en løsning, hvor vores gæster i ro og mag, ved computeren eller på smartphone, kan ordne det hjemmefra, siger Knud Møller, formand for Frøbjerg Festspil, der understreger, at man er meget glade for, at kunne tilbyde publikum denne mulighed.

En parkeringsbillet inkl. program koster kun kr. 50,- og kan købes via dette link:

https://frobjerg.billetten.dk/

Footloose – The Musical” opføres på Frøbjerg Bavnehøj i perioden 8. – 23. august 2019. Frøbjerg Festpil kan følges på Facebook og Instagram.

FAKTA:

Footloose” – filmen der tog folk med storm i 1984, og som blev Kevin Bacons endegyldige gennembrud som feteret filmstjerne.

Frøbjerg Festspil fortæller historien om den unge Ren McCormack, der efter forældrenes skilsmisse flytter fra Chicago til den lille puritanske flække Bomont sammen med sin mor.Ren støder med det samme ind i store problemer i det lille indespiste landsbysamfund, idet der er et forbud – anført af præsten Shaw Moore – imod dans og fester.

Begrundelsen for dette absurde forbud er en tragisk ulykke, der bl.a. kostede præstens søn livet nogle år forinden.Men Ren vil danse – koste hvad det vil – og så er konflikten ridset op. Nemmere bliver det ikke, da Ren forelsker sig i præstens datter, som i øvrigt er kæreste med byens rod Chuck.

Musicalen er sprængfyldt med fantastisk musik, masser af store danseoptrin og skønne roller i alle aldre. Udover alle de unge der bor og lever i byen, er der også den ”voksne” del af persongalleriet, der tilsammen gør ”Footloose” til en festlig, sjov, rørende og vanvittig energisk musical, der allerede har gået sin sejrsgang på Broadway, i West End og resten af verden.

Fakta om Frøbjerg Festspil:

  • Det første sommerspil blev opført i 1986
  • Siden er det blevet til 33 forestillinger
  • Sammenlagt har 561.694 mennesker gennem årene set sommerspil i Frøbjerg
  • Publikumsrekorden blev sat i 1997, hvor 31.845 publikummer så ”Vagabonderne på Bakkegården”
  • Over 300 frivillige arbejder hvert år med forestillingen
  • Forestillingerne bliver opført i den smukke natur på Frøbjerg Bavnehøj, der er et 131 meter højt punkt, som er navngivet efter frugtbarhedsguden Frej. Det er beliggende i Assens Kommune ved landsbyen Frøbjerg 4 kilometer fra Tommerup Stationsby. Det er Fyns højeste punkt og består af moræneler.

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.