Valgfag på Aarupskolen (2)

Valgfaget håndværk
Dette valgfag giver eleverne mulighed for at bruge hænderne og for at være ude en hel del af tiden. Samtidig kan de få mulighed for at lære om forskellige håndværksfag.

De vil komme til at lære om byggeri, teknikker og sikkerhed, og der vil indgå både store og små byggeprojekter. Helt naturligt vil arbejdet komme omkring tømrer-, murer-, smede- og malerfaget.

Det bliver muligt at opleve samarbejde med lokale håndværkere og at tilegne sig deres metoder. I et vist omfang bliver der også tid til at designe, tegne og bygge egne projekter.

Mediet Aarup.dk har talt med Mads Jensen, der er lærer i dette fag. Han omtaler faget som en introduktion til erhvervsuddannelserne, fx tømrer, murer, smed, elektriker og flere andre.

Faget sløjd er jo ophørt efter 6. klasse, men så kommer valgfagene fra 7. klasse. Og fagets konkrete produkter må gerne føre til noget godt for skolens egne elever. Fx vil årets valghold bygge et skur og et udekøkken, men det må også gerne føre til en købmandsbutik for de små elever og til flere udendørs siddepladser, fortæller lærer Mads Jensen.

Årets valghold er på 22 elever, så det er en succes. Og disse elever får mulighed for at arbejde med både metal, træ og el i faget.

I december var de i praktik og havde selv skrevet en ansøgning om at komme ind hos den pågældende erhvervsmand.

Håndværk og design er en blanding af sløjd og håndarbejde i 4. – 6. klasse, men fra næste skoleår vil det rulle ind i 7. og 8. klasse, og så bliver det også prøvefag, så fagets renommé styrkes, siger lærer Mads Jensen til Aarup.dk.

H.W.

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.