727 betalende tilskuere havde lejlighed til at overvære forpremieren på ”Midt om Natten”, der bygger på den oprindelige filmsucces fra 1984. Og de blev ikke skuffede, for de hyppige og langvarige bifald talte deres tydelige sprog i den kølige aftenluft.
Frøbjerg-formand, Knud Møller, oplyste indledningsvis, at Kim Larsen havde skrevet mere end 500 sange, og nu kunne vi alle igen nyde fællesskabet og opleve eller snarere genopfriske de iørefaldende melodier og sange, der er blevet en del af vores nationale identitet.
Sangene
Der var virkelig mange af dem med i aftenens løb, fx ”Rabalderstræde 69 besat”, ”har du mistet det gyldne håb, så kom og dans natten lang”, ”hvis din far giver dig lov”, ”så bliver der fuglesang for oven”, ”når nu min verden bliver kold og forladt, finder jeg trøst hos min sødeste skat”, ”livet er langt, lykken er kort, salig er den, der tør give det bort”,” vi beder bare guderne om godt vejr”, ”tag mig med til drømmeland”, ”tag mig med til Joanna”, ”kvinde min – – ”, ”this is my life” (Tusindfryd).
Og til allersidst efter, at publikum havde fået en enestående oplevelse: ”Om lidt blir der stille” – og ”om lidt blir vi borte”.
Store præstationer
”Midt om Natten” på Frøbjerg er selvfølgelig en stor holdpræstation, og stykket fulgte i alt væsentligt handlingen fra 1984-filmen, men der var også spændende og fornyende elementer.
Alle de kendte figurer fra filmen var med, men nogle var med i en ny iklædning.
” Benny” blev spillet af Nicolai Hede, ”Arnold” af Peter Helveg Larsen, ”Susan Himmelblå” af Emma Augustesen, ”Nalle” af Jonas Cheblaoui og ”Tusindfryd” af Allan Kirkebæk.
Fornyerne
Allan Kirkebæk (”Tusindfryd”) var nok aftenens mest iøjnefaldende og iørefaldende nyskaber.
En anden fornyer var ”Pernille Buhmund”, en skarp kritiker af fribyttersamfundet ”Haveje” – og af de fremmede, ”muhammedanerne”, som hun kaldte dem. På Aarup.dk tør vi ikke gætte på, hvem hun skal forestille (i nutiden), da vi er et politisk neutralt medie, men hun var en underholdende fornyelse af filmens ”Buhmand” (”fars gris”) – og kontrast til ”Haveje”.
Også ”Fatima”, spillet af Sofie Brylle, er en fornyende og spændende skikkelse.
Sidstnævnte ”Tusindfryd”, der i filmen var en lidt hjælpeløs olding, fremtrådte under Frøbjergs nattehimmel ganske anderledes livligt og aktivt – og med gode sange. Så Allan Kirkebæk var nok (i samarbejde med instruktøren) den største fornyer i stykket.
Ellers var alle de kendte figurer med i Frøbjerg-varianten, fx ”Rottekongen”, fremragende spillet af Lasse Due Krintel, skrothandler Charles, Kranen, Spacy, og alle de fortræffelige dansere, som man kan læse mere om i brochuren, der sælges for 30 kr. på Frøbjerg.
Tilstrømning
Allerede ved forpremieren den 4. august var der som nævnt 727 betalende tilskuere, og ifølge foreningen er der allerede solgt og reserveret knap 10.000 billetter, mens Footloose i 2019 havde ca. 10.250 tilskuere.
Så foreningen med 300 – 400 aktive og hårdtarbejdende frivillige medarbejdere regner med og håber på over 15.000 i år.
Opfordring fra mediet Aarup.dk:
Tag til Frøbjerg, køb billet, hvis du endnu ikke har gjort det og få en fortræffelig oplevelse med både skuespil – og mad fra Hotel Aarup Kro. Se hvordan på www.frobjerg.dk
Undertegnede tager selv derud igen om få dage – man kan aldrig få nok (blive mæt) af den slags oplevelser. Og så gør omgivelserne ved Frøbjerg også deres til den helstøbte fornøjelse.
Achton Friis havde jo ret, når han allerede i 1935 berømmede naturen omkring Fyns højeste punkt (og Brende Å-dalen) som noget af Danmarks smukkeste natur. Det er den gratis sidegevinst ved en scene af den kaliber.
H.W./Aarup.dk
Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.