Roman af Louise Trankjær, Aarup
Romanen ”Stalingrads Engel” er udkommet her i 2020 og har den i Aarup bosatte Louise Trankjær som forfatter – i samarbejde med Thorkild Thellefsen, der har leveret en hel del historisk baggrundsmateriale.
Den kan købes i Aarup Boghandel/Bog & Idé.
Historisk baggrund
Bogen er på 208 sider og bygger på det gruopvækkende slag ved Stalingrad, der blev indledt ved tyskernes fremmarch mod byen ved floden Volga i sensommeren 1942 under ledelse af general Friedrich Paulus. Tyskerne rykkede frem med 300.000 mand, men da den traditionelt hårde vinter nærmede sig medio november, satte der kraftige modangreb ind fra den sovjetrussiske armé, der efter de første tyske sejre igen havde samlet kræfter og våben – og i et vist omfang ude på sletten havde iklædt sig hvide skidragter, så de ikke var så nemme at spotte i sneen.
Lidt senere i november blev tyskerne omringet, men de måtte jo ikke overgive sig, for det havde ”der Führer” forbudt. Det førte til det endelige sovjetiske angreb den 10. januar 1943 – med tysk kapitulation sidst i januar, og 2. februar ophørte al modstand. Ud af 300.000 tyske soldater kom kun ca. 5.000 levende hjem. Russerne havde som ved slaget mod franskmændene i 1812 fået god hjælp af ”deres ven i nøden” – 30 graders frost i længere tid, russernes ”Fader Frost”. Den (”ham”) har fjender det ret svært med, i særlig grad, når forsyningskæderne svigter.
Romanen
I Louise Trankjærs roman møder vi historiker og universitetslærer Michael Beck, der er bogens gennemgående fortæller. Han underviser og forsker bl.a. i slaget ved Stalingrad, men han tvivler ofte på, om han i sin fortælling kommer tæt nok på den virkelige sandhed, altså helt ind i ”sjælen” på den begivenhed, der ligesom landgangene på Sicilien (sommeren 1943) og i Normandiet (6. juni 1944) betød helt afgørende vendepunkter i 2. verdenskrig – og fik ”Neuropa” til at kollapse lidt senere.
Romanen er velforsynet med indbyggede spændingsfelter, og fra starten oplever vi, hvordan Michael Beck melder sig til en tur med ”Autentiske Rejser”, der vil lade deltagerne opleve ”det virkelige slag ved Stalingrad” – og med de mest barske (og barbariske) højdepunkter ved jul og nytår 1942-1943 via en iscenesættelse eller reprise i vores egen nutid, men momentvis føler læseren, at han/hun rent faktisk er der/var der. Hustruen Lisl ventede familiens første barn i januar, men hun syntes, at det var OK, at gemalen tog på ”sit livs rejse” trods varslet risiko. Og trods det at Paula også skulle med!
Udflugten, der, sådan som en roman nu engang tillader det, i sit indhold kommer til at vibrere mellem nutiden og den barske virkelighed dengang, koster 50.000 kr., og deltagerne kan frit vælge mellem en tysk eller russisk rolle, og samtidig må de give afkald på mulig erstatning ved ulykke og/eller død.
Brochuren lovede meget, fx autentiske nætter i skyttegravene, soldatens sidste sekunder – også ”fornøjelsen” at blive skudt at en henrettelsespeloton. Så det lød jo ”spændende” – eller i hvert fald ret dramatisk.
Det skulle se ud som skuespil, men snart tog død og ødelæggelse over, og det samme gjorde kulde, sult, lus, tyfus, våben panserminer og snigskytter.
Romanens Engel
Knap midtvejs inde i bogen møder vi ”englen”, og i bibelsk/mytisk tid kan en engel jo være et sendebud– men her må vi lade læserne selv opdage og tolke, hvad denne engels budskab er – for død, ødelæggelse og ringeagt over for medmennesket bør vel ikke helt alene eje scenen på vores fælles jord?
Sammenfatning
Louise Trankjærs roman er særdeles velskrevet, og der er virkelig gjort et kæmpestort arbejde ud af at trænge langt ind i de vilkår, som den tid kunne byde ”frontstaklerne” og de forsvarende russere på.
Sproget flyder let og elegant, og trods det er der stor dybde i hele romanen, der har fået mange vigtige elementer med fra dette voldsomme slag, der også i virkelighedens verden blev et ganske afgørende vendepunkt for nazisternes fremrykning. Markant i bogen står også de mange velvalgte udtryk, der i få velvalgte ord tegner stærke billeder, fx:
Kulden kaldes af russerne ”Fader Frost”, ”vidste alt om at være ved Stalingrad, men ikke om at være i krig”, ”flest døde af kulde, sult og sygdomme”, ”ingen helte, kun blod, indvolde, rotter, lus, lidelse, kulde og helvede”, ”bag kulisserne havde general Paulus cognac, vodka og amerikanske cigaretter”, ”nogle skulle være i fare for at dø, for at de kunne leve” – bare for at nævne nogle få af mange stærke udsagn.
Sammenlignende litteratur
Hvis man skal nævne bare et par andre bøger, der med hensyn til temaet krigsdeltagelse minder om ”Stalingrads Engel”, så kan det være ”Intet nyt fra Vestfronten” (Im Westen nichts Neues) af Erich Maria Remarque (1898-1970). Den er til dels en beretning om forfatterens egen rolle i 1. verdenskrig, idet han som 19-årig melder sig som frivillig i den tyske hær.
Men snart opdager han, at romantikken ikke er til stede ved fronten, kun lidelse, sult, død, rotter, skudsalver og mudder. Hans rektor hylder ham og andre ved hjemkomsten, men denne rektor forstår slet ikke rædslerne derude. Remarques bøger blev senere forbudt af Hitler, der anså ham for pacifist. Mange år senere fik han til gengæld Vesttysklands fortjenstmedalje.
Claus Eskildsen (1881-1947) var skriver (kontorassistent/bogholder) i den tyske hær under 1. verdenskrig – først på østfronten og de sidste to år på vestfronten. Han skulle bl.a. skrive de døde og sårede i mandtal, og det gav ham en voldsom afsky for krigens meningsløshed. Det fik ham til at udgive sine dagbogsnotater i 1929 som bogen ”Østfront – Vestfront”. Den kan ikke købes i en boghandel i dag – men måske i et antikvariat. Den kan dog også lånes på biblioteket.
Han fik som nævnt afsky for krigen efter 1918 – og blev dansksindet efter 1918. Han var i mange år seminarielærer på Tønder Seminarium og skrev bl.a. bøgerne ”Ole Bole” og ”Dansk Grænselære”. Da han på et tidspunkt var hjemme i Tønder på orlov, havde konen født ham en søn, så han konstaterede, at han var ”kommet fra de dødes til de levendes land”. Så måske var der ikke kun ”en engel” i Stalingrad, men også i Tønder sådan én, der kunne formidle et gladere budskab end ”Befehl ist Befehl” og død i skyttegraven. Den gode oplevelse hjemme stod jo i skærende kontrast til samme Claus Eskildsens ord om frontstaklerne, der forblødte, mens officererne sad sikkert i en bunker og fejrede fødselsdag med hummer, rhinskvin og champagne – og mens skriveren udførte sit daglige arbejde derude ved fronten med at skrive de sårede og ligene i ”mandtal”.
Der er al mulig grund til at købe og læse Louises bog – eller at bruge den som gave ved jul eller fødselsdag. Læsning kan også være en ”måde at rejse ud på” i disse corona-tider.
Læs mere om Louise Trankjærs virke og andre bøger på www.skrivforlivet.dk
H.W./Aarup.dk
Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.
