Efter i en del år at have været uden et stort samlende arrangement, er der nu ved at ske noget i Aarup.
En række foreninger og initiativgrupper i Aarup området er gået sammen om at planlægge og afholde ”Aarup Sports- & Kulturdage 2014”. Sports- & kulturdagene kommer til at løbe af stablen uge 35 – fra og med mandag d. 25. august til og med lørdag d. 30. august.
Arrangørerne udgør en spændende blanding af aktive, der også understreger bredden i arrangementet. De spænder fra Aarup Spejderne over Aarup Boldklub, biografforeningen, Aarup i Live, Lokalhistorisk forening og Initiativgruppen bag Aarup Bymarked til private mennesker, der stiller deres viden om petanque til rådighed og organiserer spil. For en god ordens skyld skal det nævnes, at arrangørkredsen består af flere, end de her nævnte.
Princippet bag Sports- & Kulturdagene er, at hver af de forskellige involverede gør dét, de ”plejer” – og dét, de er gode til – inden for den samme uge. Der er således ikke tale om en decideret byfest med telte og tivoli. Der er tale om en festlig uge, hvor der sker en masse i Aarup, som man kan deltage i – til glæde for borgerne i Aarup og opland, til glæde for de, der vil være med – og hvor Aarup kommer på landkortet.
Programmet er ikke færdigt, men vil langsomt blive offentliggjort efterhånden som tingene falder på plads. Det betyder også, at hvis der er klubber, foreninger, virksomheder, enkeltpersoner, som kunne tænke sig at lave et arrangement og på den måde være med i sports-& kulturdagene med dét, så er der plads til det. Og de kan nå at komme med i programmet.
For tiden arbejder arrangørerne på at inddrage lokale virksomheder både som sponsorer – og til at give rundvisning, så almindelige mennesker kan se, hvad der foregår bag murerne og høre om virksomhedernes visioner for deres arbejde.
Handelsstandsforeningen holder også deres Open by Night fredag i denne uge. ”Der er ingen penge i det for arrangørerne. De enkelte involverede finansierer selv de aktiviteter, de deltager med. Alle arbejder ulønnet. De eneste udgifter, vi kæmper lidt med er udgifterne til PR-materialer som annoncer, løbesedler, plakater osv. Og selv om vi har fået nogle rigtig favorable pristilbud fra de lokale medier, kan vi godt bruge nogen, der vil hjælpe med at sponserer noget af dette!” sige Johan Rosenring, der er talsmand for arrangørgruppen. ”Alle de deltagende er meget glade for at være med, og vi finder en stor værdi i, at vi kan samarbejde på tværs – og på den måde få vores aktiviteter og initiativer til at spille sammen, og skabe den helhed som Aarup Sports- & Kulturdage 2014 bliver. Vi håber, at vi hermed har skabt en årlig tilbagevendende tradition i Aarup!”, slutter Johan Rosenring, der i øvrigt kan kontaktes på følgende mail: .
Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.