Johan Rosenring, der er formand for Kulturelt Samråd skriver i en pressemeddelelse, at foreningerne på industrien er skuffede over, at de tidligere afsatte beløb i kommunens budget – 1 mio. i 2017 og 1 mio. i 2018 – nu er strøget fra Assens Kommunes budget.
Han gør bl.a. opmærksom på, at der ofte ikke er rum (lokaler) nok til de frivillige i de mange foreninger, og at netop Industrien i vækstbyen Aarup har et særlig stort potentiale.
Han mener derfor, at Assens Kommune bremser en ellers meget lovende udvikling i en af kommunens kulturelle spydspidser.
Hele pressemeddelelsen kan læses her
Aarup.dk har i anledning af Johan Rosenrings kommentar til kommunens manglende bevilling bedt de 5 folkevalgte i 5560 Aarup om kommentarer dels til sagen om Industrien og dels vedrørende andre forhold i 5560 Aarup i 2017, og de følger herunder.
De 3 fra Venstre, Dan Gørtz, Henning Jensen og Lars Kr. Pedersen henviser til de mange anlægsønsker til budget 2017 – de var 4-5 gange større end budgettet tillod. Og da et antal skoler absolut skulle renoveres, blev der ifølge dem desværre ikke penge til fx en renovering af 1. sal på Industrien. Men de håber, at det sker, når øget vækst og bosætning slår igennem.
Til gengæld ser de 3 fra Venstre positivt på fribefordring til de frie skoler, herunder Frøbjerg-Orte Friskole. Og de ser det frie tandlægevalg for børn som et gode, ligesom midlerne til almennyttige boliger i Aarup og rundkørslen i Gribsvad inkl. det 5. ben vil gavne lokalt.
Leif Rothe Rasmussen fra Socialdemokraterne. Han henviser som de 3 fra Venstre til den trængte økonomi, og det er hans opfattelse, at alle 5 folkevalgte i 5560 Aarup gerne havde set Industriens ønsker fremrykket.
Men Leif fremhæver til gengæld det glædelige i den solide trafikløsning ved Gribsvad, og på samme måde fornøjer han sig over, at Aarup Fritidscenter får sin udvidelse.
Poul Poulsen, Radikale Venstre. Han henviser til det store pres på anlægsbudgettet, som bl.a. nødvendigvis skulle rumme jordkøb og skolerenovering. Men ifølge ham er Industrien på ingen måde glemt, og det frivillige arbejde der fortjener ros og anerkendelse.
På positivsiden er der penge til jordkøb og almennyttige boliger. Der samme gælder rundkørslen ved Gribsvad, det frie tandlægevalg og fribefordring til friskoler. Men socialområdet er presset med reduktioner til følge, mener han. Så han vil nøje følge bl.a. udviklingen på Lindebjerg i Aarup.
H.W.
Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.