For 6. år i træk står Musik På Industriens mange aktive bag et brag af en festival, med bl.a. Aura Dione og Simon Kempston.
Formanden for ”Musik På Industrien” og idémanden bag festivalen, Henry Petersen, glæder sig til den 31. juli, hvor årets ”Singer Song Writer Festival” løber af stablen.
De let genkendelige aktive, lyseblåklædte medlemmer af foreningen er klar til at gøre deres til at du får en god, musikalsk oplevelse når du møder op lørdag den 31. juli.
Vi overholder selvfølgelig alle de på den tid gældende corona-restriktioner, så du kan trygt møde op på pladsen, hvor der vanen tro er mulighed for at købe øl, vand, kaffe m.v.
Aarup Kro har også en stand hvor de sælger frisklavede sandwich, når sulten melder sig.
6 spændende navne på dette års festival
Programmet spænder vidt på dette års Singer Song Writer festival. Kl. 11 starter Henrik ”Faze” på guitar op, sammen med mundharpevirtuosen Poul Ewald i duoen Nybo & Ewald. Her er der garanti for en ægte upoleret blues-oplevelse.
Kl. 12 tager Phillip Lillelund over. Ham husker du måske fra X-faktor, hvor Thomas Blackman ud over sin begejstring for den unge mands hår, også gav ham ordene ”du er pissegod” med på vejen. Om det var et rigtigt valg, at han ikke senere gik videre til Liveshowene, ja det kan du selv bedømme hvis du møder op til Singer Song Writer festivalen ’21 i Aarup.
Louise Støjberg og Martin Rauff går på scenen kl. 13 under navnet LMSR. Martin Rauff-Nielsen kender koncertgængerne på Industrien fra ”Bound By Law”. Louise Støjberg vandt titlen ”Årets Folk Sanger” ved DMA Folk 2017.
Årets hovednavn er Aura Dione
Kl. 14 kommer turen til årets hovednavn, der vist ikke behøver yderligere præsentation. Hun har rødder på både Færøerne, i Spanien og i Frankrig ud over de danske. Det giver måske forklaringen på den helt unikke urkraft og det lydbillede, Aura Dione leverer et sted imellem Miley Cyrus og Kate Bush og med en god håndfuld country i kufferten.
Kl. 15 tager skotske Simon Kempston over med sit karakteristiske og avancerede guitar fingerspil. Simon er hjemmehørende i Edinburgh, men har optrådt i hele 35 lande, kloden over.
Barrow Akustisk slutter festivalen af når de går på scenen kl. 16. Barrow Akustisk består af Mikkel Bøggild med god hjælp fra et af de øvrige medlemmer af gruppen Barrow, nemlig Mads Fogt, der er tidligere guitarist i Brimstone Butterfly. Mon ikke vi hører sangene ”Julia Want To Take Me Home” og ”Slowly Slowly”.
Nyt program er ude nu
Når du kommer på festivalen, må du endelig huske at sikre dig det dugfriske program med kommende koncerter på ”Musik På Industrien”. Programmet byder på mange spændende navne i mange forskellige genrer. Så med andre ord, helt sikkert en koncert der falder i din smag. Du kan selvfølgelig også på festivalen sikre dig billetter til efterårets og det kommende forårs koncerter. Hvis du ikke allerede er medlem, kan du melde dig ind i støtteforeningen ”Råstof”, der giver mulighed for rabat, på de i forvejen billige koncertbilletter. Er du så uheldig at du ikke har mulighed for at komme på festivalen, kan du hente programmet på dit lokale bibliotek, og du kan selvfølgelig også se og købe alle koncerterne på ”Musik På Industriens” hjemmeside: mpia.dk.
De aktive gør det hele muligt
Henry Petersen er lykkelig for at være formand for en forening, hvor ulønnede, aktive med en engageret indsats gør det muligt hver år at afholde over 20 koncerter samt Singer Song Writer Festivalen. ”Vi har jo et begrænset budget i forhold til vores konkurrenter, og kun på grund af vores aktive medlemmer, er det muligt at afholde de mange spændende koncerter. Vi har et fantastisk sted på Industrien, som både kunstnerne og publikum sætter stor pris på”, slutter Henry Petersen.
Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.