Aarup.dk har været på besøg i Aarup Boldklub og talt med flere ledere og trænere.
Steve Nør er formand for boldklubbens ungdomsafdeling, og han fortæller, at klubben har hold fra U8 og derfra alle hold op til U17 samt selvfølgelig en del seniorhold. For de allermindste er der tale om blandede pige- og drengehold.
24 U17-spillere
I flere år har der ikke været noget U17-hold, så det gav et stort spring fra U15 og op til seniorholdene. De i alt 24 U17-spillere giver optimisme i klubben, og de er fordelt på et 11-mandshold og et 8-mandshold, og så kan der også skiftes lidt ud. Og ungdomsformanden Steve Nør håber meget på, at der senere vil komme et U19-hold, som der også var for mange år siden. Det ville virkelig kunne styrke klubben og sikre en bedre arvefølge for klubbens seniorhold.
Der er god faglig tyngde på U17´s trænerfront med hele 3 trænere, og de tre er flg.:Andreas Jensen, Kristoffer Nielsen og Rasmus Nielsen. Og noget tyder på, at både trænere og spillere gør det godt, for da Aarup.dk var på besøg, havde holdet lige vundet med de usædvanlige cifre 13-1 over den gamle storklub B1913.
Det luner også, at spillerne har fået nye spilledragter og nyt træningstøj via gode sponsorer, og det er følgende – nævnt i tilfældig rækkefølge: Markussen Sport, Højfyns Tandlægeklinik i Vissenbjerg, Kop og Kande i Aarup, Skydebjerg-smeden, Middelfart Sparekasse og RBT-biler i Aarup.
Tre spillere
Under besøget talte Aarup.dk også med 3 spillere:
Mads Majgaard er midterforsvarer, og han tror meget på fremtiden for klubben og holdet, der bobler af optimisme.
Lukas Spillemose er ligeledes midterforsvarer, og han fremhæver det gode sammenhold og troen på fremtiden.
Daniel Bertelsen er målmand. Han er også fint tilfreds med forholdene, men han regner med at rykke op på et seniorhold, når tiden på U17 er slut. Han mener nemlig, at det kan blive svært for de mindre byer at skabe et slagkraftigt U19-hold, og så risikerer man let at blive “Prügelknabe”, når man møder de store byers hold.
H.W.
Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.