John Hansen og Vincent Fisker udstiller i Galleriet på Industrien i maj måned.

John Hansen var figurativ maler frem til 90´erne. Siden har han malet abstrakte billeder med rod i naturoplevelsen. Disse er blevet kaldt destillerede udtryk af jordens og naturens farver.

John Hansen maler også torsoer. Fra de klassiske tegninger i firserne, til et fabulerende, abstrakt udtryk om mennesker og tid.

John Hansen blev uddannet fra Det Fynske Kunstakademi i 1976. Siden har han været udøvende billedkunstner og grafiker med en lang række udstillinger bag sig. Han er medlem af Assens kommunes sammenslutning for professionelle kunstnere, PABiAK og er desuden medlem af Assens Kommunes kunstråd.

Det er 8 år siden John Hansen sidst udstillede i ” Galleriet” i Industrien. Han føler en særlig tilknytning til Årup, da han og familien boede i Orte fra 1985-1999 og hans børn er vokset op med udsigt til Frøbjerg Bavnehøj!

 

Vincent Fisker fra Hudevad laver unika fortolkninger af træ og genbrugsmaterialer, hvor det forvitrede træ ofte møder det forarbejdede træ. Hvor fortiden møder nutiden. Hvor rust og genbrug får en sjælden chance. Vinvent har et ønske om at skabe kreationer og oplevelser i træ – og gerne med et glimt i øjet.

Vincent har givet sin kunst navnet ”Hudewood”.

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.