Industriens Foredragsforening i november

Fremragende foredrag af Allan Buch
Allan Buch er formand for Bælternes Fiskeriforening, der repræsenterer fiskerne rundt om Fyn, ned til Als – og desuden Langeland, Ærø og Vestlolland.

Han har over 45 års erfaring som fisker, desuden har han en uddannelse som fiskeri-teknolog fra Esbjerg Universitet. Og så er han en fremragende fortæller og formidler af dansk fiskeris problemer.

I hans barndom var der en snes eller flere fiskekuttere ved hver eneste lille fiskerihavn i det område, som han repræsenterer. Nu er der kun 20 – 25 tilbage ved Lillebælt, og der alt for få fisk tilbage – bl.a. pga. skarverne, der ikke kun spiser fisk i store mængder, men også ødelægger garnene.

Andre store problemer har været udledning af kviksølv, gødningsstoffer – og især tidligere urenset spildevand. Andre problemer er havdambrug, der dræber havbunden, bundslam, der smides i havet, industriudledninger osv.

Der er dog små lyspunkter som fx havål, hajer, blæksprutter, mørksej, makreller og multer samt enkelte spredte tunfisk, men facit er, at hvor man havde 450 fiskere i området i 1986, så er der i dag ca. 65 tilbage i Bælthavet.

Alt i alt et fremragende foredrag den 2. november, men det faldt desværre sammen med valgresultater og begyndende regeringsforhandlinger – derfor skuffende få tilhørere. De valgte stemmefiskeriet, de ”politiske kvotekonger” – og den efterfølgende ”kvoteoptælling” i stedet.

Syng julen ind – 30. november
Lisbeth Nielsen synger for den 30. november i Aarup Bio, når vi alle skal synge med på en hel del af de mest kendte julesange – der kommer en mere detaljeret pressemeddelelse ud lidt senere om det sædvanligvis meget populære arrangement.

Program for 2023
Bestyrelsen arbejder lige nu med programmet for 2023, og medlemmerne eller andre er som sædvanlig velkomne til at sende forslag til bestyrelsen – ring eller skriv til 61776443 eller .

H.W./Aarup.dk

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.