Hofstra & Wagner med iværksættersucces (1)

Mathias Wagner og Oliver Hofstra Rasmussen, der til august skal i 3. g på Tietgenskolen i Odense, har allerede 2 års erhvervserfaring som iværksættere. De driver nemlig firmaet Hofstra & Wagner Design på adressen Malervænget 3, 5560 Aarup, og her omdanner de kabeltromler til borde, stole, ure og meget andet.

Det hele startede med, at Mathias gerne ville have et billigt bord til sit værelse, og så fik de 2 gymnasieelever ideen og blev iværksættere. De fortæller, at de begge ud over de boglige sysler på Tietgenskolen i Odense også var rimeligt gode til sløjd i skolen, og at håndværk og design for dem er lige så interessant og vigtigt som fagene på handelsskolen.

De klarede selv at oprette firmaet med CVR-nummer og andre formaliteter. På handelsgymnasiet har de fag som salg, marketing, bogføring, og Mathias har desuden taget innovation som særligt valgt fag, og han håber, at dette fag kan give yderligere vind i sejlene – eller rettere i kabeltromlerne. Så fagene på handelsskolen sætter dem i stand til at klare regnskab og salg, og deres praktiske arbejde i fritiden vil nok også give bedre indblik i den teori, som de skal lære på skolen – det kan man kalde synergieffekt, når arbejde og studier gensidigt støtter og styrker hinanden.

Der ligger mange ordrer klar til den kommende tid, og efter et kort pusterum i juli vil resten af ferien i 2017 gå med at producere og sælge de originale varer til kunderne. Især håber de på, at de specialfremstillede ure med designede romertal i rigtig størrelse vil give pote, og derfor ligger der et pænt antal klar til salg.

Kontakt

Hofstra & Wagner Design, Malervænget 3, 5560 Aarup
Email:www.hofstrawagner.dk
Tlf: 25705092 eller 22110532

H.W.

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.