Frøbjerg Festspil har fundet ”Den Eneste Ene” og alle de andre

Efter to auditions er det en tilfreds formand for Frøbjerg Festspil Elisabeth Spangsbøg, der nu kan melde ud, at alle de store roller i årets musical ”Den Eneste Ene”, er besat.

IMG_6085De to hovedroller som Sus og Niller spilles at rutinerede og velkendte Frøbjerg-spillere, nemlig Christina Mosbæk og Kasper Møller. Det er 7. gang Christina er med i Frøbjerg Festspil. Hun har tidligere bl.a. spillet Miss Møhge i Matador, og sidste år var hun Angel i Byens Bedste Horehus.
Kasper Møller, der igen skal spille rollen som den sympatiske HTH-køkkenmontør Niller er ligeledes med i Frøbjerg Festspil for 7. gang, hvor han hver gang har været én af hovedkræfterne. Kasper spillede Niller i Varde Friluftsteater i 2013.

De øvrige større roller er besat med Rebecca Binderup Kørris som Stella. Pernille Geertsen har rollen som Nillers hustru Lizzie og Stine Mia Larsen er hendes psykologstuderende søster, der er hemmeligt forelsket i Niller.  Rebecca og Pernille har tidligere medvirket i Frøbjerg Festspil, men for Stine er det første gang. Også Peter Engholm Helveg Larsen, der har fået rollen som den italienske storcharmør Sonny, er ny i Frøbjerg Festspil sammenhæng, og han har aldrig stået på en friluftsscene før, men har masser af erfaring fra indendørs teater. Nillers ven og kollega Knud spilles af Allan Kirkebæk Jensen, som man også kunne se på scenen i Frøbjerg sidste sommer.
Endelig har Anna Gadborg – den mest rutinerede af dem alle – fået rollen som den nævenyttige sagsbehandler. Anna havde sidste år 40 års jubilæum som skuespiller og hun har 40 års sangerjubilæum i år. Anna Gadborg har flere gange slået sine folder i Frøbjerg Festspil.

Alt i alt et rigtig godt og rutineret hold, som glæder sig til at komme i gang med prøverne.

Desuden er kor og ensemble og dansere på plads – den eneste rolle, der endnu ikke er besat er rollen som den lille adoptivdatter Mgala. ”Vi ser frem til en skøn sommer på Danmarks smukkeste amfiscene. Den Eneste Ene er en forestilling, hvor højt humør, nutidig og kendt musik forenes med fantastisk sang og dans” siger formand Elisabeth Spangsbøg, og nævner desuden, at forestillingens instruktør Carsten Friis netop er blevet kåret som ”Årets Fynbo” bl.a. for sit store engagement i Frøbjerg Festspil.  

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.