Den prisvindende Cristopher Schøllhammer Rørmose, der skal spille hovedrollen som Ren McCormack i Frøbjerg Festspil opsætning af ”Footloose – The Musical” til august, Laura Vesti, der også har en stor rolle i årets forestilling og Johan Damgaard-Lauritsen, som var med i sidste års forestilling, er alle kommet igennem nåleøjet til musicaluddannelsen på Den Danske Scenekunstskole – Musicalakademiet Fredericia.
At Frøbjerg Festspil er en god rugekasse for talenter indenfor sang, dans og skuespil, er nu endnu en gang blevet bevist – endda flere gange. I år søgte 116 håbefulde talenter om de 8 pladser på musicaluddannelsen på Den Danske Scenekunstskole – Musicalakademiet Fredericia, og kun 28 ansøgere gik videre fra 1. prøven til 2. prøven, og hele tre af de unge stjernefrø fra Frøbjerg Festspil kom ind.
En af dem, der kom, ind er Cristopher Schøllhammer Rørmose, og det har haft stor betydning for ham, at han har været med i forestillinger hos Frøbjerg Festspil.
– Det var gennem Frøbjerg Festspils opsætning af ”Saturday Night Fever”, at jeg fandt min motivation til at søge ind på uddannelsen igen. Jeg søgte ind sidste år, hvor jeg også kom videre til 2. prøven men ikke kom ind. Den gode stemning blandt de medvirkende og hos publikum sidste år på Frøbjerg, og den enorme anerkendelse jeg modtog for min rolle, var med til at give mig en klar overbevisning om, at jeg vil lave musical resten af mit liv. Til optagelsesprøven sang jeg da også “I can’t stand still” som er fra ”Footloose – The Musical”, så jeg glæder mig til at skyde den af på Frøbjerg til sommer, fortæller han.
Hårdt arbejde betaler sig
Da han fik mailen om, at han var blevet optaget på musicaluddannelsen, gik der et sus igennem hele kroppen.
– Jeg tjekkede faktisk alle mine andre mails, før jeg åbnede den vigtigste mail fra uddannelsen. Da jeg så læste, at jeg var kommet ind, kunne jeg ikke forstå det. Jeg blev så glad og lykkelig. Jeg græd af glæde ved computeren og sprang rundt i min lejlighed. Alt det hårde arbejde, havde pludselig betalt sig, og drømmestudiet var i hus. Jeg er glad for at kunne udleve min drøm i min hjemby i trygge og dejlige omgivelser. Og så er jeg så taknemmelig for at blive optaget, siger han.
Uddannelsen åbner op for en masse muligheder for det unge talent.
– Drømmen er at komme til at stå på de store scener. Om det bliver i Danmark eller udlandet, må tiden vise. Jeg tager et skridt af gangen, og min fokus er nu på at få det bedste ud af min kommende uddannelse, understreger han.
Cristopher Schøllhammer Rørmose har også et par gode råd til andre, der vil søge ind på musicaluddannelsen i Fredericia.
– Hard work pays off – giv den gas og vær dig selv. Og vær godt forberedt – det giver meget mere ro til prøverne, lyder det fra ham.
Intenst drama og diskodanse
Laura Vesti spillede hovedrollen i Frøbjerg Festspils opsætning af ”Saturday Night Fever”, sidste år, og hun har også en større rolle i år i ”Footloose – The Musical” som en af hovedrollen Ariels veninder, Urleen. Hun søgte også ind på musicaluddannelsen i 2017, da hun var 17 år.
– Dengang lød tilbagemeldingen fra skolen, at de kunne se et stort potentiale, men at jeg gerne måtte udvikle mig noget mere og blive mere grounded i min optræden. At jeg spillede hovedrollen sidste år hos Frøbjerg Festspil rykkede mig helt vild på især dramadelen, hvor instruktør Carsten Friis arbejdede intenst med Cristopher Schøllhammer Rørmose og mig. Det har også givet mig rigtig meget med hensyn til dansen, at jeg hele sommeren dansede hurtige diskodanse. Jeg sang også What kind of fool fra Saturday Night Fever til optagelsesprøven, understreger hun.
Da hun fik besked om, at hun var blevet optaget på uddannelsen, fik følelserne frit løb.
– Jeg begyndte bare at skrige og kastede en pude gennem rummet. Jeg havde selvfølgelig håbet på, at jeg ville komme ind, men jeg har stadig ikke rigtig fattet, at det er virkelighed. Siden jeg gik i 6. klasse, har jeg drømt om at leve af at lave musicals.
Jeg vil faktisk helst spille på dansk, men det kunne selvfølgelig være en kæmpe oplevelse at prøve kræfter med en forestilling på en scene i West End i London, siger hun.
Bliv ved med at kæmpe
Hun vil gerne give et godt råd videre til andre, som går med en drøm om at komme ind på uddannelsen, som hun fik fra elever, der i dag går på musicaluddannelsen.
– De sagde, at det er vigtigt, at man husker på sin vejrtrækning og hviler i det, som man skal fremføre til optagelsesprøven. Ja, og så skal man blive ved med at tro på det, for hvis man kæmper for det, så skal det nok lykkes til sidst, siger Laura Vesti.
Johan Damgaard-Lauritsen, der var med i Saturday Night Fever hos Frøbjerg Festspil i 2018, er også kommet ind på uddannelsen.
Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.