Køkkengrej til otte familier, rent vand til 200 flygtninge eller vintertøj samt tæpper til en hel familie. Blot tre eksempler på, hvor langt de 1000 kr. rækker, som en gennemsnitlig indsamler for Dansk Flygtningehjælp får i bøssen på de tre timer, en indsamling tager.
Nu leder Dansk Flygtningehjælp med lys og lygte efter indsamlere i Aarup: ”Dansk Flygtningehjælp og jeg opfordrer indbyggerne i Aarup til at gå på gaden med os søndag den 5. november, hvor vi samler ind til mennesker på flugt. Ved at samle ind gør du en forskel for nogle af verdens mest udsatte flygtninge.” fortæller Henning Ingvertsen, der er indsamlingskoordinator for Dansk Flygtningehjælp i Aarup.
Mennesker på flugt har fået rykket deres liv op med rode. Mange har mistet kontakten til deres familie, naboer og venner. De har ikke mulighed for at give deres børn og syge fornødne ting som medicin, mad, drikke, tøj og sko, og de lever i uvished om, hvad fremtiden byder dem.
Pengene fra årets indsamling går udelukkende til Dansk Flygtningehjælps internationale arbejde med et særligt fokus på flygtningekriserne i og omkring Sydsudan og Syrien, hvor millioner af mennesker er blevet tvunget til at forlade deres hjem. Derudover er du som indsamler med til at gøre det muligt at rykke hurtigt ud, når en ny krise tvinger voksne og børn til at forlade deres hjem.
”Vores arbejde verden over hjælper hver dag tusindvis af mennesker med at overleve et liv på flugt. I Aarup har vi brug for flere frivillige indsamlere. Det tager cirka tre timer at gå en rute. Pengene går til at gøre livet sikrere for børn og voksne, som oftest lever et utaknemmeligt liv uden basale fornødenheder i verdens mest udsatte områder”, siger Henning Ingvertsen.
Børn skal være børn
Ni-årige Amani og hendes lillebror, Suliman, som lige er fyldt et år, flygtede fra krigen i Syrien. De to søskende flygtede med deres mor og far til det nordlige Libanon og bor i dag i byen Mazhta Hammoud. Livet i det lille telt giver sjældent rum til leg, og da Amani ikke kan gå i skole, er der ikke meget plads til at være barn. Dansk Flygtningehjælp har derfor oprettet et aktivitetscenter i Mazhta Hammoud med plads til leg og læring, et sted hvor Amani og mange andre børn får et alternativ til den barndom, der er blevet dem frarøvet i Syrien.
Halvdelen af de mennesker der er på flugt, er børn. Dansk Flygtningehjælp hjælper dem til at være børn i en meget svær situation, hvor krig fylder mere end leg.
Fakta om mennesker på flugt: Ifølge FN er mere end 65 millioner mennesker i dag på flugt. 13,5 millioner syrere og 3,5 millioner syddanesere er blevet tvunget til at forlade deres hjem, og der er mere brug for din hjælp en nogensinde. Dansk Flygtningehjælp er tilstede både i Syrien, Sydsudan og de nabolande, som tager imod millioner af flygtninge. Det enorme antal flygtninge udgør en kolossal udfordring for landenes kapacitet til at møde flygtningenes støt stigende behov for basale ydelser som vand og medicin.
Meld dig som indsamler hos din lokale koordinator og gør en forskel, når Dansk Flygtningehjælp
samler ind til verdens flygtninge søndag d. 5. november på tlf. 3373 5111 eller flygtning.dk/li, hvor du også finder praktiske oplysninger om indsamlingen.
Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.