Cykelsmeden i Aarup – sept. 2021

I hele corona-perioden har cykelsmed Claus Grønquist haft travlt med reparationer, men personalet er nu tilpasset, så kun cykelsmeden og firmaejer Conny Nissen er til stede.

Men en udfordring er, at der kun er kommet få cykler og reservedele ud på markedet, og det gælder også mountainbikes og elcykler.

Ældre cykler istandsat
Men mange har trods alt villet ud og cykle, bl.a. fordi træningscentrene var lukket. Det kom så til at betyde, at gamle cykler blev støvet af og sat i stand igen. Det betød også salg af flere hjelme.

Rensning med ultralydskar
En stor gevinst for værkstedet er et nyt ultralydskar, som fjerner både snavs og rust fx på cykelkæder og tandhjul. Det kan også rense karburatorer på ældre plæneklippere, kædesave, buskryddere og andre små maskiner, så de bliver næsten som nye.

Afhængig af Østen
Manglende leverancer skyldes ifølge cykelsmeden, at det ikke er Europa selv, der producerer, men Kina og andre lande i det fjerne Østen. De mangler til gengæld containere, som mest befinder sig i Europa pga. nedlukningerne.

Derfor opfordrer Conny og Claus til, at man får repareret, inden der mangler væsentlige reservedele, som er svære at skaffe.

Claus Grønquist er godt i gang med arbejdet. Foto HWMange reparationer
Fra marts til her i september har værkstedet haft mindst 10 reparationer pr dag, og det er alt fra en lapning og op til de store udskiftninger, der koster op 3000 kr.

Især bør man passe på, hvis man kører mountainbike i skoven, hvor mekanikken kan blive fyldt med grus og jord. Hvis det ikke renses, kan skaden blive dyr. Så gør det i tide.

Slibning
Claus Grønquist sliber alt, hvad der kan slibes. Det kan fx være knive, sakse, rotorknive, høvlejern, kæder fra kædesave og meget andet. Gå bare ind og spørg.

Prøv en elcykel i en måned
Hvis du er usikker på, om en elcykel er løsningen for dig, kan du i en måned afprøve den for 500 kr. hos cykelsmeden i Aarup. Måske kan den erstatte den ene af en husstands biler – så det kan lette på familiens økonomi.

Kontakt:
Cykelsmeden i Aarup, Bredgade 24, Aarup, tlf. 91552019
Læs mere på www.cykelsmeden-aarup.dk

H.W./Aarup.dk

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.