Annie Benjaminsen har boet i Aarup i ca. 30 år. Hun har altid været kreativ, men jobbet som sundhedsplejerske har ikke altid levnet tid til de helt store kunstudfoldelser, før hun gik på pension. Derfor begyndte hun først for alvor at male for ca. 3 år siden, og lige nu udstiller hun en del malerier i Galleriet i Aarup. Hun er nemlig månedens kunstner sammen med de 4 glaskunstnere, som Aarup.dk allerede har omtalt i nyhedsbrevet.
Motiver
Annie finder sine naturmotiver fra den dansk/tyske grænse og mod nord – noget ligner fx Færøerne – og enten fotograferer hun selv, får fotos fra bekendte, eller hun finder noget på nettet, og så går arbejdet i gang. Og glæden kommer både gennem maleprocessen og ved at kigge på det færdige produkt. I øvrigt er glæden det eneste budskab i malerierne, og et særligt kendetegn ved hendes kunst er de meget stærke farver.
Aarup.dk spurgte Annie, hvorfor hun ikke bare står ude midt i den ægte natur og maler. Men det dur ikke, siger hun, for så tørrer den anvendte acrylmaling alt for hurtigt.
Malerierne og glaskunsten fra gruppen ”Glasskårene” kan ses i resten af september måned i Galleriet.
Interview ved H.W.
Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.